DET ER IKKE just en hædersbetegnelse, når refrænet i den gamle danske revyvise slår fast, at snart det ene, snart det andet er »splitterkommunalt«. Teksten må dog være blevet til ud fra princippet om, at man tugter den, man elsker, for det er i kommunen, at det folkekære danske velfærdssamfund har fundet sin vigtigste og mest borgernære form. Når politikere, eksperter og alle hånde organisations- og erhvervsfolk i denne tid forholder sig til, hvad de har lavet i den såkaldte Strukturkommission, lyder det unægtelig som bureaukratiske og verdensfjerne sysler, men det er det ikke. Det er intet mindre end organiseringen af det danske velfærdssamfund i resten af det 21. århundrede, der er på dagsordenen, og derfor er det ikke underligt, at Strukturkommissionens arbejde, som det ses af dagens avis, er genstand for stor interesse. REGERINGEN skal have ros for at have sat den sprængfarlige og ekstremt vigtige problematik på dagsordenen. 34 år efter den sidste kommunalreform er tiden for længst løbet fra de bittesmå kommuner. Der er brug for større, mere effektive kommuner, når opgaverne skal løses, hvad enten det drejer sig om at få folk i arbejde eller om skoler, ældrepleje, integration og meget andet. En kommunestørrelse på minimum 30.000 vil reducere antallet fra de nuværende 271 kommuner til et sted mellem 100 og 120. Så mange kommuner i et så lille og homogent land som Danmark er ikke en trussel mod den nærhed, som nogen frygter vil gå fløjten, når kommunerne bliver større. Målet er stadig et velfærdssamfund i øjenhøjde, hvad angår de fleste af de opgaver, kommunerne hidtil har løst. Det påhviler fremtidens større kommuner at gøre alt, hvad de kan for, at nærheden ikke forsvinder i forstaden eller for enden af hulvejen, hvor fru Jensen stadig vil skulle kunne gå til sin kommune. Hvordan det amtslige niveau, hvor sundhedsvæsnet håndteres, skal organiseres, er en brandvarm kartoffel, men for kommunerne vil opgaverne fortsat gå ud på at få effektivitet og stordrift til at gå hånd i hånd med en tænkning, som på en lang række områder er gennemsyret af viljen til decentralisering. Fremskudte filialer, geografisk spredning af diverse former for service osv. er ikke i modsætning til effektivitet - tværtimod. DET BØR DE politikere, der skal tage modige og fremsynede beslutninger, skrive sig bag øret. Debatten om strukturer er nødt til at være teknokratisk på et bestemt tidspunkt i forløbet, men det er virkelighedens verden, velfærdssamfundets grundpiller, der rokkes ved. Langtidsholdbarhed sikres kun, hvis de nye kommuner ikke svigter nærheden.