PER STIG MØLLER er bedst, når han er sig selv, dårligst, når han ligger i sin chefs, statsministerens, spor. Det er unægtelig ikke et nemt udgangspunkt for en intellektuel og ambitiøs udenrigsminister. Ambitioner har han haft på det udenrigspolitiske område i årevis. Det er dog værd at huske, at han fik jobbet som udenrigsminister på det særegne 'afbud', at den traditionelt naturlige leder at anbringe på posten - formanden for lillebrorpartiet i regeringen, altså den konservative formand, Bendt Bendtsen - var et åbenlyst unaturligt, uinteresseret og ukvalificeret bud på netop den plads i VK-regeringen. I stedet har vi fået en udenrigsminister, der er indlysende engageret, interesseret og fagligt kvalificeret - men også en udenrigsminister, der som udgangspunkt må døje med, at han ikke har plads i VK-regeringens interne koordinationsudvalg, ikke er formand for sit parti og ikke altid nyder helhjertet opbakning fra sin regeringschef. Tværtimod valgte statsministeren ved sin forhåndsgodkendelse af tv-dokumentaren 'Bag facaden' at ydmyge sin udenrigsminister. Det skete dels ved at udstille sin irritation over ham - og dels ved at lade omverdenen få kendskab til Per Stig Møllers korrekte, men ikke offentlighedsegnede, pointering af Tysklands stærkt uklare holdning til Tyrkiets EU-ansøgning. Men selv om det var Per Stig Møller, der blev sat i gabestokken, var det strengt taget statsministerens karaktertræk, der blev sat i relief. IKKE DESTO mindre: Statsministeren er regeringens chef, og det er hans ret og hans valg - som en socialdemokratisk regeringschef nok også havde truffet - at overtage styringen af EU-politikken og de europæiske topmøder. I dette år har statsministeren også valgt at styrke og at styre samarbejdet med USA i Irakkrigen - og netop valgt USA's linje frem for det FN-spor, som udenrigsministeren havde anbefalet. Alligevel er det Per Stig Møller, som i øvrigt har tegnet de relevante pejlemærker for de kommende års danske udenrigspolitik. Han har lagt vægt på danske bidrag til at styrke fælles internationale spilleregler og styrke en international retsorden, herunder at knytte bidrag til udvikling sammen med bidrag til at svække grobunden for international terror. NÅR den ikke specielt folkekære, men nok ærekære, udenrigsminister næsten blev kult ved sit partis landsmøde, kan det i betydelig grad tilskrives partirøddernes opbakning til en udsat mand. Og dog må det indrømmes Per Stig Møller, at han - skønt mere loyal over for sin chef, end det modsatte synes gældende - har bekræftet en betydelig rygrad i sin tilgang til både den generelle udenrigspolitik og til EU-politikken. Han har i modsætning til sin Tyrkietforskrækkede chef på rimelig vis holdt fast på EU's forpligtelser over for den tyrkiske EU-ansøgning. Han har fastholdt sin kritiske opmærksomhed på Ruslands undertrykkelse af Tjetjenien - samtidig med at han har kritiseret tjetjensk terror. Han har, om end uklædeligt tøvende, mindet om USA's retlige forpligtelser over for fanger i Guantánamo. Han har stået fast på kritik af Israels håndtering af besættelsen af de palæstinensiske områder og efterlyst både israelsk og palæstinensisk handlekraft og viljestyrke i fredsprocessen. Han har entusiastisk gjort Danmark til medforfatter af den internationale 'Køreplan for fred' i Mellemøsten. Han har opfordret vore NATO-kolleger til at overveje, om ikke akkurat NATO-kredsen kunne hjælpe en mellemøstlig fredsslutning på vej ved forlods at tilbyde at beskytte fremtidens grænser mellem Israel og Palæstina. Han har fastholdt et dansk engagement i genopbygningen af Afghanistan. Og skønt Danmark lige så godt kunne blande sig uden om det påtrængende behov for politiske reformer i den arabiske verden, har han set, at også Danmark kan gøre nytte med et 'arabisk initiativ'. På hans modige udspil vil Danmark derfor engagere sig i at styrke reformviljen på regeringsniveau i Mellemøsten og Nordafrika. NÅR ikke så få borgerlige i forvejen har Per Stig Møller mistænkt for at være lidt af en skabssocialdemokrat, ligner det en uvelkommen omfavnelse, at Dansk Socialdemokratisk Ungdom kun gør udenrigsministeren til en ufarlig 'Hjerter 3' i deres kortspil over velfærdspolitikkens værste fjender. Statsministeren kan bryste sig af rollen som 'Spar Es' - og udenrigsministeren har ikke brug for støtte udefra, men indefra. DET er hverken klædeligt eller hensigtsmæssigt, når ikke alene statsministeren og udenrigsministeren, men også deres ministerier eksponerer en indbyrdes rivalisering og mistillid. Det bliver ikke bedre af, at den mand, der skulle være Danmarks facade udadtil, altså udenrigsministeren, hyppigt sættes i skyggen af statsministeren, skønt det netop er manden i skyggen, der har udsyn og visioner på Danmarks vegne. Danmark har ikke alene brug for en udenrigsminister, som hyppigt tænker ret bag facaden, men for en udenrigsminister, der har ryggen fri til at forlene vort lands facade med troværdighed og handlekraft.