Det er cirka et år siden, at statsminister Anders Fogh Rasmussen fyndigt proklamerede, at »det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid«. En udtalelse, som med sin dramatiske og fortættede formulering gør det vanskeligt at fastlægge, om den er designet af en dygtig spindoktor eller et udslag af en storslået politisk vision. Under alle omstændigheder står det desværre klart, at selve kulturkampen langtfra kunne leve op til det gennemtrængende startskud. Ser man i bakspejlet nærmere på Anders Fogh Rasmussens begrundelser for at indlede en kulturkamp, finder man, at det, der først og fremmest synes at ligge ham på sinde, er et opgør med tankegangen bag det socialdemokratiske velfærdssamfund. Statsministeren taler om øget »personlig valgfrihed« i forhold til forskellige offentlige og/eller private tilbud. Efter denne opfattelse drejer kulturkampen sig altså om en holdningsændring til fordel for et mere udbredt privatiserings-, udliciterings- og forsikringsprincip. Ingen ønskede imidlertid for alvor at tage statsministerens handske op, og indtil videre er denne mere fremsynede samfundsdebat derfor effektivt parkeret i en velfærdskommission. I stedet kom kulturkampen i 2003 hurtigt til at dreje sig om noget helt andet. Den udartede til et uskønt hundeslagsmål, som var præget af snæversyn og tilbageblik, hævntørst og skadefryd. De mest aktive og iøjnespringende kombattanter var her debattører som kulturminister Brian Mikkelsen samt en lille håndfuld repræsentanter for Dansk Folkeparti, nemlig Søren Krarup, Jesper Langballe og Ulla Dahlerup. Det er interessant, at mens Mikkelsens og Dahlerups positioner især var koncentreret om et revanchistisk opgør med forrige årtiers påståede venstreorienterede dominans, drejede det sig navnlig for Krarup om at fastslå, at det kulturradikale Danmark omsider var faldet og den postulerede muslimske masseindvandring dermed effektivt bremset. Perspektiverne i en sådan kulturkamp må siges at være svære at få øje på. Og man forstår derfor godt, hvorfor Anders Fogh Rasmussen i sin åbningstale i oktober fandt det nødvendigt at understrege, at værdidebatten skulle være fremadrettet, og at den burde »afføde lyssyn og livsmod«. Jamen, problemet er måske, at regeringen har allieret sig med de forkerte. Ønsker Anders Fogh Rasmussen vitterlig en debat om fremtidens danske velfærdssamfund, om forholdet mellem solidaritet og personlig valgfrihed, må han samtidig gøre sig klart, at Dansk Folkeparti her er umuligt at råbe op. En diskussion om kommende samfundsmæssige målsætninger og principper interesserer overhovedet ikke kulturkæmperen Krarup. Hos ham og Dansk Folkeparti står forsvaret af et verdensfjernt, lurmærket Morten Korch-Danmark i centrum. To ting er i denne sammenhæng interessante. For det første, at regeringen via sin indsnævrede udlændingepolitik fører Dansk Folkepartis og ikke statsministerens kulturkamp. For det andet, at grundtonen i denne kamp er så smålig og frygtsom, at den netop aldrig rummer et menneske- og samfundssyn med plads til livsmod, tillid og optimisme.