OG HVAD gjorde 2003 så ved verden? Både ondt og godt, ingen tvivl om dét. Men summa summarum: Frihed og demokrati gjorde fremskridt. Tænketanken Freedom House gør situationen op ved denne årstid. Og 2003 har ikke været det ringeste år. I alt 13 lande blev ramt af mindre frihed, mens 25 lande klart oplevede mere frihed. Det er er den gode nyhed. Den dårlige nyhed er, at to vældige landekredse hænger nærmest ubehjælpeligt fast i en mangel på menneskelig frihed: dels Centralasien, dels Mellemøsten og de arabiske lande i Nordafrika. I begge regioner bruger regeringer den såkaldte krig mod terror til at legitimere undertrykkelse. Det klinger falsk, ligesom det vil være falsk at søge en forklaring på det demokratiske underskud i dét faktum, at begge landekredse har muslimske befolkningsflertal. Andre muslimske lande - f.eks. Bangladesh og Tyrkiet - rummer en voksende frihed i samklang med deres religiøse tradition. Oversigten efterlader to vigtige påmindelser til regeringer i de ufrie samfund. De kan ikke undslå sig med henvisning til fattigdom - for årsopgørelsen viser både, at fattigdom ikke i sig selv behøver at hindre frihed, og at demokrati og frihed netop kan anspore social og økonomisk udvikling. Af verdens 192 stater er 117 i dag folkevalgte demokratier. Det betyder ikke, at de alle sikrer fuld frihed. Men oversigten viser modsat, at demokrati og et udviklet civilt samfund normalt er et godt værn mod tyranni eller totalitær magtovertagelse. Situationen er, at 2,8 mia. mennesker - eller 44 pct. af verdens befolkning - i dag lever i samfund, der kan betegnes som 'frie' med frie valg og respekt for både politiske og civile rettigheder. Andre 1,3 mia. lever i 'delvis frie' lande, hvor stærk korruption, dominerende politiske partier eller f.eks. religiøse konflikter præger samfundet. Tilbage er, at 2,2 mia. mennesker i 49 lande - eller 35 pct. af verdens befolkning - er afskåret fra de grundlæggende politiske og borgerlige rettigheder. Blandt bundskraberne er lande, som hverken ligner optimale turistmål eller samfund, hvor man gerne ville se sine børn vokse op: Nordkorea, Saudi-Arabien, Tjetjenien, Tibet, Sudan og Syrien m.fl. Men både i denne kreds og lidt højere op ad listen findes lande, hvis regeringer på trods af undertrykkelse nyder godt af frie landes venskab. Det duer ikke. Vestlig prioritering af ro og stabilitet ude i verden har i årtier legitimeret alliancer og samarbejde med undertrykkende regimer. Men ufrihed og undertrykkelse avler ulykke på kort sigt og ikke stabilitet på længere sigt.