MÅGERNE I København var tydeligvis stærkt begejstrede over det sjældne syn, der mødte dem, da omkring 100 fiskekuttere i går invaderede Københavns Havn. De fleste andre har til gengæld ingen grund til begejstring over fiskernes meget synlige manifestation. Ikke alene vil manifestationen påvirke fødevareminister Mariann Fischer Boel (V), som i disse dage deltager i EU-forhandlingerne om nye fiskekvoter, i den forkerte retning. Manifestationen kunne også forlede nogen til at tro, at fiskerne har en god sag, når de argumenterer for lempeligere kvoter, end EU-kommissionen lægger op til. Det har fiskerne ikke. Hvis vi skal tro havbiologerne, er bestanden af torsk i Nordsøen efterhånden kun på en tredjedel af de 150.000 ton, som anses for at være en levedygtig bestand. Det Internationale Havundersøgelsesråd og Danmarks Fiskeriundersøgelser anbefaler derfor et totalt stop for fangst af torsk. Desværre er det ikke engang nok, hvis torsken skal reddes. Bifangsten af torsk i forbindelse med andet fiskeri er så stor, at det også er nødvendigt at gribe ind over for fiskeri efter rødspætte og tunge. FISKERNES REAKTION har været helt forudsigelig. Som sædvanlig påstår fiskerne, at biologerne ikke ved, hvad de taler om. Hvis blot biologerne ville få fingeren ud og tage med fiskekutterne ud, så vil de kunne se, hvor mange fisk der er, lød den bramfri besked fra fiskerne i Københavns Havn i går. Muligvis har fiskerne ret. Men indtil nu har de gjort alt for ikke at dokumentere deres påstande. I stedet for at fremlægge lødigt materiale, som kan bevise påstanden om, at der er masser af fisk, vælger de deres sædvanlige flæbende klagesang om, at kvoterne vil udrydde erhvervet. At kvoterne vil gøre økonomisk skade på landets 1.500 erhvervsfartøjer, er klart. Men der er en stor risiko for, at alternativet er endnu værre. Nemlig at torskebestanden om få år helt er opfisket, akkurat som det skete ved Newfoundland for ti år siden. Skal torskebestanden bevares, er der ingen vej uden om stærk regulering. Man kan ikke sætte sin lid til fiskernes mådehold. Den enkelte fisker har nemlig ingen særlig tilskyndelse til at holde igen. Og desværre kan man heller ikke sætte sin lid til fiskernes postulater, så længe de vælger at bruge pengene på protestsejlads til København i stedet for at investere i undersøgelser, som kan dokumentere deres påstande.