SÅ SKAL der igen diskuteres tørklæder: Østre Landsret har overraskende godkendt et tørklædeforbud i Føtex, de konservative ønsker et forbud i skolerne, og det samme har den franske præsident lige foreslået. Lad os se nærmere på argumenterne for et forbud: Det første og bedste er, at tørklæderne er kvindeundertrykkende. Problemet er, at det ofte er rigtigt, men ikke altid. Der er kvinder, der går med tørklæde, fordi de er undertrykt af deres mænd - eller af deres tradition. Men der er også kvinder, der går med dem af religiøs overbevisning; kvinder, der går med dem for at understrege deres muslimske identitet, og kvinder, der ønsker at markere en politisk holdning. Og så er der det mere grundlæggende problem: Kan man tvinge mennesker til at være frie? Oven i købet i noget, der er, eller nemt bliver, et samvittighedsspørgsmål? En kvinde, der smider tørklædet, har krav på samfundets støtte, hvis hun bliver chikaneret i den anledning. Men en sådan politik er meget langt fra et forbud mod tørklæder. Og dilemmaerne bliver ikke mindre, når det er mindreårige, vi taler om. SÅ ER der argumentet om, at tørklæderne udgør en form for religiøs propaganda, som vi ikke bryder os om. Også her er spørgsmålet, hvor ofte det dækker virkeligheden. Og især, om vi virkelig ønsker at begrænse den personlige, religiøse frihed så hårdt. I Frankrig har offentlige skoler i mere end hundrede år været renset for religion. Det kan ikke just siges at være tilfældet herhjemme. Vil vi også forbyde kalotter, kors, kirkebesøg og kristendomsundervisning i skolerne? I betragtning af hvad skolebørn i øvrigt har på, virker hele tankegangen ærlig talt en anelse absurd. OFTE NØJES tørklædemodstanderne med at hævde arbejdsgivernes ret til at bestemme, hvordan deres medarbejdere skal gå klædt. Men mange arbejdsgivere har vist, at dekorum og designkrav sagtens kan forenes med tolerance: Tørklæder kan også uniformeres. Sagens kerne er, om arbejdsgiverne må diskriminere. For det er jo, som også Østre Landsret indrømmer det, konsekvensen af et forbud. Dommerne mente blot, at diskriminationen var sagligt begrundet i en generel uniformspolitik. Det mener vi ikke. Og til de principielle betænkeligheder kan man føje det tåbelige i at holde muslimske kvinder ude af arbejdsmarkedet og muslimske piger ude af folkeskolen. Var det ikke integration, vi ville?