AT DØMME efter de seneste meningsmålinger har Mogens Lykketoft gjort det godt, siden han for et år siden blev valgt til ny formand for Socialdemokraterne. Flere og flere vælgere sætter deres lid til partiet, som ved det seneste folketingsvalg ellers måtte se sig forbigået som landets største. Siden er ikke mindst ledigheden steget, og dét samt flere og flere vælgergruppers ubehag ved VK-regeringens politik er noget af forklaringen på, at Lykketofts parti klarer sig bedre og bedre i opinionsundersøgelserne. For nogen markant oppositionsrolle har Socialdemokraterne ikke indtaget med Lykketoft ved roret. Partiet lurepasser i forhold til de store velfærdspolitiske spørgsmål. Efter et år i opposition med Lykketoft som formand er det stadig helt uklart, hvad der er den socialdemokratiske vision for fremtidens velfærdssamfund. Senest blev det velfærdspolitiske oplæg, som Henrik Sass Larsen har stået i spidsen for, skrottet. DET ER for slapt, at oppositionens ledende parti ikke tager de interne opgør om velfærdspolitikken og konfronterer vælgerne med sin platform i tide. Det har spillet ud med det, som internt i folketingsgruppen meget sigende kaldes de syv overbud: 15.000 flere i job, flere lærere og bøger i folkeskolen, to milliarder kroner ekstra til forskning og uddannelse, en styrkelse af ældreplejen, flere læger og sygeplejersker til de svageste patienter, flere penge til natur og rent vand og en maksimumtakst for børnepasning på 1.000 kroner. SF kunne ikke have formuleret det bedre, men hvor skal pengene komme fra? Mens Lykketofts gavebod har en venstreorienteret appel, har han placeret sit parti til højre på udlændinge- og retspolitikken. Som Svend Auken ifølge en ny bog har sagt det: »Det er ren Karen J.-politik«. Jo, Lykketoft gør, hvad han gør, for at bygge bro, men hvornår bygger han bro til vælgerne på de prekære områder? Taktisk kan man forklare Socialdemokraternes tavshed med, at partiet vel ikke behøver at være mere formuleret, når nu regeringen ikke selv er det. VK har som bekendt stukket hovedet i busken for lang tid siden og vil først ud med sproget engang efter næste valg, når diverse kommissioner har talt. I lyset af regeringens tavshed er Socialdemokraternes ditto måske forståelig, men for vælgerbefolkningen er situationen utålelig. Demokratisk set er det dybt utilfredsstillende, at den politiske debat, bortset fra på EU-området, viger uden om at fokusere på de emner, som har forbindelse til den fortsatte opretholdelse af velfærdssamfundet. I stedet for en åben diskussion af skat og overførselsindkomster og alt, som vedrører de mange, må den politiske opmærksomhed i disse år gang på gang nøjes med at mætte sig på de personfokuserede sager, som både regering og opposition til stadighed underholder offentligheden med. Lykketoft må længere frem på banen.