SADDAM HUSSEIN har været en fornærmelse mod sit land og sin tid. Irakerne bad aldrig om hans ledelse. Han tog magten - og brugte magten - skånselsløst og uden hæmninger. Gennem 23 års forfærdende diktatur havde han ansvaret for hundredetusinder af menneskers død. Mange af dem blev slået ihjel som tvangsudskrevne soldater i krige, som Saddam Hussein påførte sit eget land. Andre forsvandt som ofre for et folkemord, der i første og sidste ende var Saddam Husseins værk. Og atter andre døde som ofre for en udmarvelse af Irak, der fandt sted, mens diktatoren i ordets egentlige forstand forgyldte sine paladser og sig selv. DET INTERNATIONALE samfund var ikke enigt om retmæssigheden af den krig, der i foråret førte til diktaturets fald og nu har ført til diktatorens tilfangetagelse. Men krigens modstandere og tilhængere kan kun hylde, at Saddam Hussein i dag er sat fast. Før krigen var der tvivl om diktaturets rådighed over de såkaldte masseødelæggelsesvåben, som Saddam Hussein flere gange allerede havde anvendt mod iranske soldater og mod egne landsmænd. Og efter krigen har sejrherrerne ikke kunnet dokumentere, at disse våben stadig fandtes i diktatorens arsenal. Derimod var der før krigen ikke tvivl om diktaturets blodige krænkelse af alle internationale konventioner om menneskerettigheder. Det er efter krigen blevet bekræftet ved fundet af massegrave, som menes at rumme 300.000 civile irakere. Krigen har dermed efterladt et behov for international selvransagelse på to påtrængende områder. På den ene side syntes folkeretten krænket ved beslutningen om at gå i krig uden grønt lys fra FN's Sikkerhedsråd. På den anden side blev menneskeretten krænket, så længe det internationale samfund lod Saddam Hussein fortsætte sin undertrykkelse af Irak. NÅR TYRANNEN nu lod sig fange levende, efter at han havde opfordret sine landsmænd til at kæmpe til døden, bekræftede han sin egen skrupelløshed og ynkelighed på én gang. Han var aldrig i tvivl om retten til at lade andre dø. Men selv turde han ikke slås. Den mand, der havde pustet sig op som Arabiens frelser, som Iraks fader og til sidst som islams påståede forkæmper, foretrak ganske ydmygende at blive halet op fra et klamt kælderhul af amerikanske soldater. Det kan Irak ønskes tillykke med. Det er ikke sikkert, at tilfangetagelsen i sig selv vil afslutte Iraks genvordigheder på vejen ud af diktaturets jerngreb og fri af de internationale troppers midlertidige magt over Irak. Men den tidligere diktators tilfangetagelse giver Irak mulighed for at tage fat på sit tiltrængte interne retsopgør. DET internationale samfund begyndte allerede i går at fokusere på Iraks forpligtelse til at sikre selv Saddam Hussein en ordentlig behandling ved retten. Det internationale samfund kan med fordel vælge også at se sig i spejlet. Når Saddam Hussein overhovedet fik 23 år ved magten, skyldes det ikke mindst, at der altid var andre magter, som var villige til at stå diktatoren bi. Og det gælder både modstandere og tilhængere af den just gennemførte, men reelt ikke helt afsluttede krig. Både Rusland, Frankrig og USA har hjulpet Saddam Hussein med våben og politisk beskyttelse under hans angrebskrig mod Iran i 1980'erne. De vendte ryggen til hans folkemord på 180.000 kurdere i 1988. Og skønt de i 1991 - med FN bag sig - havde befriet Kuwait fra irakiske besættelse, valgte de igen at vende ryggen til hans efterfølgende blodige nedkæmpelse af oprørske shiamuslimer i Sydirak. Det blev ganske vist efterfulgt af FN's sanktioner mod Saddam Husseins regime. Men hverken FN eller enkelte lande i den arabiske verden var i tvivl om, at civile menige irakere betalte prisen for sanktionerne, mens Saddam Hussein næppe led nogen nød. Der var i årevis villige våbenleverandører til Saddam Hussein, også leverandører af kemikalier til kemiske våben. Der var i årevis også arabiske regimer, som var villige til at hjælpe Saddam Hussein økonomisk eller politisk. Verden behøver ikke alene en mere rank ryg, men også nogle bedre arbejdsredskaber til at undgå en gentagelse af Saddam Husseins diktatur. MELLEMØSTEN byder desværre på flere ulykker og andre krænkelser af både menneskeret og folkeret. Samtlige arabiske befolkninger, bortset fra libaneserne, befinder sig under en totalitær undertrykkelse, om end ingen andre diktaturer i den arabiske verden rimeligvis kan sammenlignes med Saddam Husseins. Og Israel, Syrien og Marokko opretholder hver især en ulovlig besættelse af et nabosamfund. Saddam Hussein forstod at manøvrere midt i denne foragt for vores samtids stræben efter demokrati og international ret. Hans politiske eftermæle måtte gerne blive, at hensynet til stabilitet ikke kan anvendes til at se igennem fingre med undertrykkelse og diktatur, der før eller siden kun fostrer ulykke og ustabilitet. Med Saddam Husseins arrestation er foreløbig et regulært mareridt forbi.