EN DANSK minoritetskultur er truet. Det er de døves kultur. Truslen kommer fra to sider. Den ene er manglende samfundsmæssig indsats, når det gælder om at støtte døve børn. Den anden er, at døveminoriteten gradvist bliver mindre. Det værste, der kan ske, er, at de to faktorer får lov at virke sammen. Døve småbørn har siden 1996 haft mulighed for at få en øreoperation, der bringer dem ind i de hørendes verden, uden at man dog endnu kan sige, at de vil ende med at blive fuldgyldige borgere dér. Foreløbig har omkring hundrede børn fået en såkaldt cochlear implant , der sætter dem i stand til at opfatte lyd. CI-operationen, som den hedder, er en succes. Børnene får hørelse og lærer at tale. Det frister naturligvis mange forældre til døve børn. De ved, at det vil være nemmere for deres børn at klare sig, hvis de er i stand til at høre. MEN DE nye muligheder lægger også et urimeligt pres på de familier, der vælger at beholde deres døve børn i den højtudviklede døvekultur. Derfor skal det for det første sikres, at de hjælpemidler, samfundet stiller til døves disposition, f.eks. tegnsprogsundervisning og døvetolke, fortsat eksisterer og forbedres, så døve ikke på grund af manglende kompetence på deres undervisningsinstitutioner sakker agterud i forhold til deres jævnaldrende i den normale skole. Det problem er langtfra løst, som det fremgår af Politikens reportage i dag. Desuden kan døve ligesom hørende have alvorlige handikap, der kræver specialundervisning. Tolkeuddannelsen må altså forstærkes, og der må sættes fokus på specialpædagogik. FOR DET andet må det understreges, at de døves kultur er lige så god og fin som andre kulturer i vores samfund. De døve har udviklet et tegnsprog, der er lige så anvendeligt som de hørendes talesprog. Det sprog bruger de internt i deres familier, og i det offentlige rum kan de støttes af de statsligt uddannede tegnsprogstolke, når det er nødvendigt. I øvrigt burde vi alle have stor forståelse for det. For vi betjener os selv hver dag mere af tegn end af tale, idet såvel bogstaver som billeder er tegn, der er lige så stumme som tegnene i det fingersprog, de døve bruger, når de taler med hinanden. Døve børn får et sprog, de er lige så talefærdige i, som hørende er det i deres. Døveverdenen er enestående derved, at den har opfundet en kultur, der til fulde kompenserer for høretabet. Det er op til samfundet at sikre, at de døves ligestilling med de hørende aldrig sættes på spil.