LAD OS fjerne muren mellem dagpengesystemet og kontanthjælpssystemet. Og lad os i stedet samle jobformidlingen i et enstrenget system, så den ledige, uanset om han er på dagpenge eller kontanthjælp, kun skal henvende sig ét sted fremover. Sådan lyder det fra regeringen, og dén ambition er lige så rigtig, som den er tiltrængt. At jobformidlingen i dag er delt op i to parallelle systemer, det statslige AF-system her og det kommunale system dér, giver ingen mening. Vi mangler stadig at få forklaringen på, at den tunge dagpengemodtager hører til i AF-systemet, mens den ressourcestærke kontanthjælpsmodtager ligger i en sagsmappe hos kommunen. DERFOR ER det glimrende, at regeringen vil organisere jobformidlingen på en ny måde. Men hvordan? Og hvor? Kommunerne er ikke i tvivl. De mener, at jobformidlingen bør varetages af dem. Og hånden på hjertet: Ville det ikke være i god overensstemmelse med tidsåndens tro på decentralisering og nærhed? Svaret er nej, for det vil resultere i en jobformidling, der stikker i alle retninger. Erfaringerne viser, at kommunerne mangler overblik og føling med arbejdsmarkedet. Erfaringerne viser også, at kommunernes indsats mildest talt er svingende. Nogle kommuner gør det rimeligt godt, andre er middelmådige, mens mange kommuner er decideret elendige til jobformidling. Under alle omstændigheder er indsatsen meget forskellig - i sig selv et argument for, at kommunerne ikke skal stå for dette vigtige politikområde. De seneste årtier har vist, at beskæftigelsespolitikken er uhyre essentiel og snævert knyttet til den overordnede økonomiske politik. Og vi ved, at vi i fremtiden står over for den udfordring at skulle håndtere flaskehalse og arbejdsløshed på én og samme tid. Det kræver overblik, styring og ja, undskyld udtrykket: centralisme - og derfor skal staten og arbejdsmarkedets parter naturligvis spille en hovedrolle i jobformidlingen. Vi skal være de første til at indrømme, at det statslige AF-system ikke har været optimalt. Men løsningen er ikke en atomiseret jobformidling.