VÆLGERNE i Nordirland har ved fælles hjælp bestemt, at det ikke bliver lige foreløbig, de får et arbejdsdygtigt parlament igen. Det nordvestlige hjørne af Europa slæber på så tung, bitter og umoderne en bagage, at det udefra kan synes både håbløst og inderligt ligegyldigt. På en måde er det måske et af nordirernes bedste fremtidshåb, at resten af verden ikke gider deres konflikt, og at de to fløjes traditionelle opbakning i henholdsvis Storbritannien og Irland er skrumpet ind til næsten ligegyldigheder. Nu er det mest regeringer, der kerer sig om nordirerne, og budskabet er klart, at de er nødt til selv at tale sig til rette. Valgresultatet med sejr til yderfløjene og fortidens hårde mænd er i høj grad leveret af alle dem, der blev hjemme. I 1998 benyttede 75 procent sig af retten til at sætte deres kryds. I onsdags var det kun 63 procent. Men det er værd at bemærke, at sofavælgerne netop blev på sofaen og ikke styrtede ud i Nordirlands bløde bakker og gravede deres skjulte våben frem. Ligesom den forløbne sommer har været en af de roligste i Nordirland i årtier, så har valget været et af de fredeligste i nyere tid. Den politiske debat lever, og det er ikke længere forbundet med livsfare at lufte sine holdninger offentligt. De neutrale zoner i byerne, hvor selv det mest trænede øje ikke kan se spor af konflikten, bliver større. De blandede skoler, hvor katolske og protestantiske børn sidder side om side, bliver flere. Og på golfbanen i Craigavon, på pubberne i det gamle 'banditland' langs grænsen til Irland og på taxature blandt Belfasts stadig mere kunstneriske gavlmalerier kan man nu møde noget engang så utænkeligt som turister. BITTERHED, mistillid og snæversynede stammetilhørsforhold består, men det er trods alt stadig på baggrund af en temmelig bred accept af, at ord er bedre end våben. I længden er der brug for et parlament og den formaliserede samtale til at holde hånden under det skrøbelige demokrati. Men for overhovedet at komme længere er det også nødvendigt at få alle med i samtalen. Ligesom nogle måske vil mene, at der ikke ville have været krig uden kompromisløse typer som pastor Ian Paisley, så er det også givet, at freden umuligt kan slå rod, uden at hans fløj bliver taget alvorligt. Det var trods alt først, da de moderate protestanter og den britiske regering endelig begyndte at tage modparten Sinn Fein alvorligt, at republikanerne begyndte at bevæge sig. Det er højt spil, og det er helt sikkert, at nordirsk politik ikke falder til ro lige med det første. Men det ligner dog en slags demokrati på nordirsk.