I EUROPA tager man endnu en gang livtag med et af kontinentets gamle spøgelser, antisemitismen, altså fjendskab eller had til jøder. Debatten er fremskyndet, fordi man i en lang række europæiske lande, i øst som i vest, oplever, at jødiske mål bliver angrebet, synagoger og gravpladser bliver skændet, børn bliver overfaldet, jødiske bygninger sat i brand, og antisemitiske udtalelser hører snart til dagens orden. I Tyrkiets største by, Istanbul, der som bekendt ligger i Europa, ramte to selvmordsattentater i denne måned jødiske synagoger. Snesevis af mennesker er blevet dræbt. Udviklingen har med rette fået alarmklokkerne til at ringe. EU's center for overvågning af racisme i Wien bad således et tysk forskningsinstitut udarbejde en rapport om denne nye trussel mod vores demokratiske samfund. Overraskende nok fandt centrets bestyrelse rapporten så kontroversiel, at den er lagt i skrivebordsskuffen. Offentligheden kunne åbenbart ikke selv bedømme den, må man forstå. Det skal vise sig, for rapporten må selvfølgelig frem. DET ER, som om denne debat begynder forfra, hver evig eneste gang. Kun i udgangspunktet er der enkelte variationer. Engang var det benægtelse af holocaust, en anden gang gjaldt det påstanden om en jødisk 'holocaustindustri', en tredje var den formålsløse afvejning af, hvad der var værst, Gulag eller Auschwitz, og nu synes debatten at spidse til i en anstrengende diskussion af, om Israel er hævet over kritik. Talsmænd for Sharonregeringen og visse amerikanske kommentatorer på bestandig jagt efter det overraskende argument har vanskeliggjort en afklaring, idet det har været hævdet, at europæisk kritik af Israel dækker over god, gammel antisemitisme. Selvfølgelig gør den ikke det. Dette ugyldige argument har fået et nok så beklageligt modstykke, idet man på den anden side hører Israelkritikere anklage deres modstandere for at tilhøre den jødiske lobby eller have en påfaldende svaghed for det israelske standpunkt. Det har f.eks. været hævdet, at det danske Holocaustcenter skulle være et dække for israelske politiske interesser, fordi det nu vil interessere sig for antisemitisme. Selvfølgelig er Holocaustcentret ikke en israelsk dækorganisation. Dets forskning må hilses velkommen. RACISME ER frisindets og den åbne debats måske alvorligste fjende. Det at hævde, at en eller anden fremsætter sit synspunkt, fordi han eller hun er f.eks. jøde, er det samme som ikke at ville tage synspunktet alvorligt og hævde, at det er huden, der taler og ikke mennesket. Man gør sig udfordringen for let. Man leder efter skjulte motiver, sammensværgelser eller rå magt, hvor man burde nøjes med at læse, hvad der står på linjerne, og lade være med selv at skrive imellem dem. Vi har aldrig haft et særligt udviklet beredskab herhjemme, når det gælder racisme og racistiske udtalelser. Det turde debatten om indvandrere og flygtninge bevidne. Hvad man mener, at man har kunnet tillade sig at sige i den sammenhæng, er utroligt, og det har smittet af på lovgivningen, hvor man med Dansk Folkeparti som drivende kraft i realiteten har brudt med princippet om lighed for loven. Den nationalistiske europæiske antisemitisme har siden Israels grundlæggelse i 1948 vundet vid udbredelse i den arabiske verden, og er nu med fornyet kraft vendt tilbage til os i form af det, der kaldes den globale intifada: De palæstinensiske selvmordsangreb på civile israelere har spredt sig til Istanbuls synagoger, men de udbredte angreb på jødiske borgere i det øvrige Europa er et andet vidnesbyrd herom. I denne konflikt magter ikke alle at holde hovedet koldt. Man lægger tankeløst skylden på Israel generelt, og Sharonregeringen specielt, når man skal forsøge at 'forstå' disse attentater i stedet for at fastholde, at terror er et uantageligt militært såvel som politisk kampmiddel, og at terroristerne helt og fuldt bærer ansvaret for deres egne voldshandlinger. Ingen af deres begrundelser står mål med udåden. Vi skader vores civilisation, hvis vi rækker terroristerne så meget som en lillefinger. DET ER naturligvis legitimt, ja bydende nødvendigt at kritisere Sharonregeringen. Få har i øvrigt gjort det skarpere end den tidligere Knessetformand Avraham Burg for nylig i Politikens spalter. Han mener direkte, at den hebræiske stat under Sharon styrer mod sin opløsning. Men det er ikke rigtigt, at antisemitisme og antizionisme er to vidt forskellige ting. Zionisme er navnet på den bevægelse, der i slutningen af 1800-tallet ville grundlægge en jødisk stat i Palæstina. Det skete i 1948, og den israelske stats eksistens kan anstændigvis ikke mere være til diskussion. Hvis man anno 2003 er så fjendtligt sindet over for Israel, at man kræver denne nation slettet af landkortet, kan ordet antisemitisme komme på tale. Men hvis antizionisme skal forstås som kritik af den israelske bosættelsespolitik, behøver man ikke at ransage sit sind. Man kan udmærket være zionist eller Israelsympatisør og propalæstinensisk. Det er endda svært at være andet.