MINDST 27 døde, og flere end 400 sårede. Så blodig var den anden terrorhandling i Tyrkiets og Europas største by, Istanbul, inden for mindre end en uge. Og ligesom sidst var der ingen afsender. Meget pegede ifølge eksperterne i retning af det såkaldte al-Qaeda-netværk, og enkelte galninge søgte at bekræfte det. Men det ændrer ikke ved fakta, som de tog sig ud i aftes: En bande selvoptagede ekstremister ofrede hundreder af menneskeskæbner for en sag, de end ikke fandt det værd at orientere om. Det gør kun bagmændenes uvæsen endnu mere grufuldt, endnu mere skræmmende. Men det rummer også en selvstændig pointe: Drivkraften for disse mennesker er ikke at vise vejen mod en anden og - efter deres begreber - bedre verden. Den er alene at skabe frygt og usikkerhed. AT DEN SENESTE bølge af terror har været rettet mod Tyrkiet, kan udlægges som et anslag mod en sekulær stat med et stort flertal af muslimer. Men det kan også udlægges som et anslag mod først jøder ved lørdagens terroraktion, og nu - i går - mod britiske interesser på et sted, hvor det var muligt at udføre en spektakulær udåd. Heri er endnu en pointe: Lige så lidt som gårsdagens blodige terror dækker over formuleringen af et alternativ til det samfund, man rammer, lige så lidt rummer den et budskab - end ikke et om, hvad det egentlig er, terrorens bagmænd er utilfredse med. Derfor kan vi kun gisne om, hvorfor mindst 26 skulle omkomme og hundreder af uskyldige såres og traumatiseres. Terrorens bagmænd mener ikke, de skylder nogen forklaring. De er helt og aldeles destruktive, onde, feje og ... anonyme. DENNE ANONYMITET er naturligvis også et af de helt store problemer ved den såkaldte krig mod terror, som USA's præsident George W. Bush lancerede efter terroraktionerne i USA 11. september 2001: Man står over for en ukendt fjende, et fantom, så hvordan bekæmpe den? Vi kender end ikke terroristernes motiv. At terroren er et forsøg på at ramme 'den frie' verden, som den amerikanske præsident erklærede i London i går, er en alt for forenklet fremstilling: Den er jo også rettet mod eksempelvis USA's allierede, styret i Saudi-Arabien, som hverken er 'frit' eller demokratisk. Her har målet for den seneste tids terroraktioner snarere været selve alliancen med først og fremmest et USA, der på sin side - og i hvert fald indtil præsident George W. Bush for et par uger siden bebudede et kursskifte - ikke har været så nøjeregnende med, hvem der var 'venner', hvis blot de var fjender af USA's fjender. Og har man tilmed erklæret sig som allieret i 'krigen mod terror', ja så har supermagten været villig til at se gennem fingre med nok så meget, også krænkelser af menneskerettigheder og statsterror for den sags skyld. DET HAR næppe været fremmende for bekæmpelsen af dét, der skaber grobund for endnu mere terrorisme, uden at det i øvrigt kan friholde nogen terrorist for ansvar og fordømmelse. Men det understreger behovet for, at krigen mod terror ikke bare ses som en militær krig, men i lige så høj grad som en moralsk krig: Det onde skal bekæmpes med det gode, og uhellige alliancer skal undgås. Kampen mod terrorister og undertrykkere kan kun vindes ved at fastholde vores idealer om menneskerettigheder og princippet om, at alle er født frie og lige. HVER GANG vi begrænser disse basale rettigheder og bøjer vores principper, vil vi tabe et slag i krigen mod terrorismen. Det gælder i vore egne samfund over for egne borgere. Og det gælder i forhold til andre lande og andre landes borgere, herunder alle dem, der siden krigen i Afghanistan for to år siden - og dermed siden starten på 'krigen imod terror ' - har været spærret inde på den amerikanske Guantánamo-base uden anden grund end mere eller mindre præcist formulerede mistanker om støtte til terrorisme. Det er vigtige pointer i et Europa, der lige fra København til Rom og fra London til Istanbul, er blevet fanget af angst for endnu mere af den uforudsigelige terror, der nu har ramt metropolen Istanbul to gange på en uge: For er det os næste gang? Vi aner det ikke, ingen andre aner det, måske bortset fra nogle enkelte galninge. MEN I STEDET for at lade os lamme og presse til at udhule basale principper og værdier, er det så vigtigt, at vi tværtimod insisterer på dem. Gør vi ikke det, bøjer vi os for den slags anonyme mordere, der med livet som indsats er rede til at skabe frygt og ulykke i en ukendt - men aldeles afskyelig - sags tjeneste.