SIDST VAR det Arla. Mejerigiganten pressede priserne på mælk langt mere i vejret, end inflationen og omkostningerne berettigede, og meget tyder på, at selskabet gør sit yderste for at holde de små mejerier væk fra supermarkedets hylder. I dag er det så Carlsberg, der stort set siden brygger Jacobsens tid har forsøgt at kontrollere det danske ølmarked, og som det i forbindelse med værtshusene viser sig, at ingen endnu for alvor har tvunget til at ændre adfærd. I morgen er det måske et tredje selskab og ugen efter et fjerde. Der er masser at tage fat på inden for de snesevis af områder i Danmark, hvor der er ingen eller meget beskeden konkurrence. Det har forståeligt nok fået samtlige partier uden for regeringen til at kræve stramninger af konkurrencelovgivningen, i håb om at det kan fremme konkurrencen og tvinge selskaberne til at opføre sig ordentligt. Det gør selskaberne nemlig ikke af sig selv. Al erfaring viser, at den største trussel mod frie markeder ikke er venstreorienterede Attac-aktivister med elefanthuer, men virksomhederne selv. Iført høj hat og håndsyede sko gør de højtlønnede direktører deres yderste for at bekæmpe den konkurrence, de officielt mener, er løsningen på alle verdens problemer. Enhver direktør med respekt for sig selv drømmer om at blive den næste Bill Gates, så rig og magtfuld, at ingen andre selskaber kan true ham. SÅDAN ER det, men netop derfor kræver en markedsøkonomi som den danske, at myndighederne tvinger selskaberne ind på dydens smalle sti. Og derfor er det let at have sympati for oppositionens krav om at stramme op på den danske konkurrencelov, som tydeligvis ikke virker efter hensigten. Men problemet er ikke i første række konkurrenceloven, som blev strammet betydeligt op for et par år siden, og som det derfor er lige tidligt nok at erklære død. Problemet er, at de danske konkurrencemyndigheder er blevet hængende i den slappe danske tradition med meget ringe kontrol og dermed slet ikke udnytter de muligheder, loven rent faktisk giver dem. Seneste eksempel var fusionen mellem Nykredit og Totalkredit, som blev godkendt trods den helt åbenbare konkurrencesvækkelse, det medførte, og som Konkurrencestyrelsen endda selv påpegede i sin redegørelse. Det er der, der skal rettes op. Ellers kan politikerne stramme konkurrenceloven, lige så tosset de vil, uden at det nytter noget.