MENS ALLE øjne er rettet mod Irak og de omfattende problemer i hele Mellemøsten, så er der en udvikling i gang på Balkan, som kun kan forurolige, og som ikke må glemmes. Otte år efter krigen stoppede i Bosnien, over fem år efter NATO's indrykning i Kosova, og tre år efter Slobodan Milosevic blev væltet i Serbien, så er der fortsat en række alvorlige udestående problemer, som langtfra er løst, og som kræver fortsat både politisk og økonomisk indsats fra specielt EU. Søndagens mislykkede præsidentvalg i Serbien er blot et symptom. For tredje gang på 14 måneder lykkedes det ikke at trække de påkrævede 50 procent af vælgerne til stemmeurnerne, sådan som valgloven kræver for at gøre valget lovligt. Blot godt 38 pct. stemte, af dem næsten halvdelen på en ultrareaktionær nationalist Tomislav Nikolic, som ikke kan tilbyde andet end nej til Europa, nej til at retsforfølge krigsforbrydere, nej til internationalt samarbejde. Samtidig er der udskrevet parlamentsvalg, der finder sted 28. december. Koalitionsregeringen under Zoran Zivkovic var kørt fast og var truet af et mistillidsvotum i parlamentet. Indre splid, korruption og anklager om magtmisbrug havde i måneder lammet regeringen. ALLE PROGNOSER forudser en opløsning af den koalition, DOS, der har styret landet efter Milosevic, men som på bundlinjen kun var enig om én ting, nemlig at slippe af med Milosevic og hans forkalkede regime. Det bliver sandsynligvis et mudret valg med mange måneders forsinkelse af de reformer, som landet skriger på. Imens står udviklingen på Balkan stille. I Kosova har FN's administrator, finnen Harri Holkeri, startet en skrøbelig dialog mellem Kosovas albanske politikere i Beograd. Formålet er at finde frem til en fredelig løsning på provinsens status. Det er en proces, som også USA ønsker fremskyndet. I realiteten må processen starte forfra, når en ny regering igen er på plads i Beograd. Den vil næppe være mere villig til at indgå et kompromis om Kosova, end den sidste. På papiret skrider processen med at reformere de tidligere jugoslaviske republikker, så de får standarder på linje med EU, fremad. Men det sker med sneglens fart. Problemet er, at befolkningerne endnu ikke har mærket forbedringer i deres økonomiske og sociale forhold. Skuffelse og desillusion vokser, hundrede tusinder af flygtninge og internt fordrevne sidder fortsat tilbage. Der ligger stadig en stabel problemer og venter på at blive taget op. Noget vi både nationalt og i EU har for let ved at glemme. Det kan blive farligt.