I BÅDE DENNE og andre aviser har de store overskrifter været fremme, efter at den københavnske forstadskommune Høje-Taastrup har knyttet en særlig rådgiver i islamisk ret, sharia, til sin forvaltning. Det handler hverken om at gå på kompromis med modstanden over for afhuggede hænder eller stening, men om et værktøj til at sikre bedre dialog og forståelse over for muslimske familier, der af den ene eller den anden grund er havnet i en kritisk situation. Det kan dreje sig om bistand til at forklare en familie, hvorfor den ikke bør insistere på tvangsægteskab i forhold til familiens børn. Det kan være en afklaring af dansk lov i forhold til religiøse bestemmelser, eller det kan være noget helt andet. Høje-Taastrup Kommunes initiativ er kort sagt et forsøg på at tage fat i konkrete problemer og sikre, at de løses i overensstemmelse med danske regler. Men i stedet for uforklaret og ureflekteret tvang satser man altså på dialog og forståelse. Det er opmuntrende, i en tid hvor så meget debat ellers handler om at udstanse muslimske - i øvrigt ofte danskfødte - medborgere som ét stort problemfelt. DER ER imidlertid tale om en svær balanceakt. For mens der er al mulig grund til at søge forståelse og dialog, så må vi også være varsomme over for en udvikling, hvor grænsen mellem stat og religion skrider. Vi må som samfund insistere på, at religiøse spørgsmål er og bliver et privat anliggende, uagtet at vi samtidig skal søge at forstå hinanden mest og bedst muligt. Det er ekstra vigtigt i en tid, hvor der fra flere sider i Danmark og andre dele af Europa udgår tanker om at definere sig 'mere religiøst'. I flere nylige tilfælde har politikere eksempelvis foreslået forbud mod brug af 'muslimske tørklæder' i skoler og andre offentlige institutioner, mens de omvendt har forsvaret brugen af kristne symboler. I forhold til arbejdet med et udkast til en EU-forfatningstraktat har katolske kræfter - indtil videre forgæves - arbejdet for så klare henvisninger til kristendommen, at det ville omdanne EU til en kristen forening og reelt afskære unionen fra fremtidige udvidelser med lande som Tyrkiet og Bosnien med store muslimske flertal. Begge dele er udtryk for en usund tendens. Alle religioner må nødvendigvis være lige for loven, lige så vel som EU aldrig bør reducere sig selv til en kristen klub. Hvad har alt det så at gøre med Høje-Taastrup? Ud fra en umiddelbar og konkret betragtning: ikke det store. Men initiativet er en anledning til at understrege behovet for, at vi fastholder en skarp adskillelse mellem kirke og stat, men i øvrigt hylder alle forsøg på øget dialog og gensidig forståelse.