BESPARELSERNE på de lidt mere vellønnedes dagpenge var det eneste markante element i regeringens finanslov, hvor de mest håndgribelige øvrige elementer var af typen hunde til landbetjente og lystmordet på en succesrig uddannelse i Århus. Begge dele kan vi naturligvis takke Dansk Folkeparti for. Dagpengeideen var til gengæld Venstres egen. Den overlevede ikke to døgns offentlig kritik. At forslaget blev opgivet, kan man kun glæde sig over. Det var egnet til at jage de forkerte ud af dagpengesystemet, svække fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, og det var i øvrigt en yderligere svækkelse af en i forvejen lav dækningsgrad for titusindvis af lønmodtagere. Det burde være indlysende, at det er i den første tid, efter at man har mistet sit job, at det er vigtigt at være økonomisk sikret. For al erfaring siger, at det er på det tidspunkt, at man har lettest ved at finde et nyt job. PERSPEKTIVET i kovendingen rækker imidlertid langt ud over arkiveringen af en dårlig idé. Ikke mindst regeringens begrundelse for at kapitulere er foruroligende. Der er nemlig ikke tale om, at kritikernes argumenter har gjort indtryk på regeringen. Tværtimod fastholder ministrene i kor, at deres idé var fremragende. Vælgere, fagforeninger, arbejdsgivere, eksperter og medier var bare for dumme til at forstå den. Og så var det fatale ord 'løftebrud' blevet nævnt. Fremover behøver det øjensynlig bare at blive hvisket, for at få regeringen til at krybe i et musehul. REGERINGEN betaler nu prisen for sin 'kontrakt med vælgerne'-besættelse. Det er ikke nok, at statsministeren signalerede justeringer for mange måneder siden. Nej, intet, der ikke har været nævnt i valgkampen, må gennemføres. I hvert fald ikke hvis det giver anledning til kritik. Og de beskedne løfter vedrørende sundhed og ældre, som Venstre satte tal på under valgkampen, er jo for længst vedtaget. Regeringens blokpolitik er dermed endt i en blindgyde. På alle andre områder end udlændingestramninger og populisme i løs vægt - støttepartiets specialer - er regeringen handlingslammet. Den tør ingenting alene, og den vil heller ikke samarbejde hen over midten. Heraf følger en fredsommelig konstatering: Regeringen er færdig. To års tomgang venter forude. Er det virkelig holdbart?