HVIS ELLERS den politiske opposition i Storbritannien havde haft en stærk leder, kunne året 2003 have været mere end bare almindeligt hedt for premierminister Tony Blair. Den drevne sælger ville formentlig for længst være blevet tvunget til at diskutere rigtig politik i stedet for at få politisk friløb i en debat, der mest har handlet om indpakning og præsentation. Det vil være velkomment, hvis det farceagtige konservative parti endelig finder ud af, at dets chance ikke ligger i at forsøge at fremelske en konservativ klon af Tony Blair, men at partiet vil være bedre tjent med at vælge en voksen, der på en gang har politisk tæft, en rolig hånd og mestrer den raffinerede britiske debattradition. Den forrige leder - den i øvrigt fremragende debattør William Hague - erkendte i går, at både han og hans nu vragede efterfølger, Iain Duncan Smith, begge led under, at de manglede erfaring og slet ikke selv havde fået idéen til at stille op. En uimponeret og kantet partileder fra den gamle garde, velfunderet på den konservative hjemmebane vel til højre for midten, kan give det konservative parti nyt håb for fremtiden. En kåring af den foreløbig eneste kandidat, Michael Howard, vil betyde, at oppositionen vokser ud af sin midlertidige pubertetslomme og genindtræder i den voksne debat. Premierministeren har konstateret, at valget af Howard vil betyde, at der opstår en kløft i britisk politik. Den situation bør både skræmme og glæde Blair, der efter seks og et halvt år ved magten i den grad trænger til at blive udfordret af andre end sine egne. I ET POLITISK system, der ikke levner plads til småpartier, giver det sig selv, at de få store partier skal favne bredt. Men en kombination af New Labours strandhugst ind på konservative kerneområder og de konservatives konstante lederkrise har så godt som udvisket de politiske forskelle mellem partierne. I den situation ender selv en svækket Tony Blair som ubetinget sejrherre, fordi han stadig er den eneste leder, vælgerne kender, og fordi han stadig kan tære på sit enorme reservelager af en helt unik blanding af karisma, ydmyghed og selvsikkerhed. Før Blair var Labour på selvdestruktiv ørkenvandring i næsten 18 år, mens først Margaret Thatcher og siden John Major med tiden lænede sig tilbage og mistede den brod, der skal til for at sikre fremdrift i politik og samfund. En ny, gammel konservativ leder vil ikke nødvendigvis sikre de konservative en valgsejr om halvandet år. Men det vil være livgivende for alle parter, om Tony Blair og Labour endelig bliver mødt med seriøs modstand udefra.