DEN ENSTEMMIGE vedtagelse af en ny Irakresolution, i FN's Sikkerhedsråd sent torsdag, kan rent diplomatisk vække glæde. Ro og harmoni i FN, tak for det. Men desværre vil enigheden i FN næppe blive af stor nytte for det plagede irakiske folk. Store og små magter - fra USA og Storbritannien til modstanderne af den krig, der førte til diktaturets fald - har nu bedt det irakiske regeringsråd om en plan senest 15. december for en demokratisering af Irak. De har i enighed - med USA's stemme - støttet Iraks krav på suverænitet, altså en ende på den udenlandske militære tilstedeværelse i landet. De har i enighed vedtaget, at FN skal have en ledende politisk og økonomisk rolle i Iraks genopbygning. Og de har i enighed opfordret til, at Irak får økonomisk støtte til udvikling og militær støtte til en FN-styrke til stabilisering og beskyttelse af de kræfter, der arbejder på at få landet på benene igen. Ikke desto mindre var armene knap taget ned i Sikkerhedsrådet, før Tyskland, Frankrig, Rusland og Pakistan meddelte, at de hverken agter at sende soldater eller flere penge som foreskrevet i den resolution, de netop havde stemt for. De insisterer på, at FN og ikke USA skal have kommandoen, og de klager over, at der ikke er en tidsfrist for USA's og andres militære indblanding i Irak. Det kan USA og Storbritannien takke sig selv for ved deres ganske stædige afvisning af at give FN den ledende rolle i Irak. Og det kan USA og Storbritannien på den ene side, og Frankrig, Rusland og Tyskland på den anden side så skændes om. Imens kan den arabiske verdens ledere hykle fra sidelinjen, med deres krav om en legitim irakisk regering, uagtet de selv som flest er aldeles illegitime, ikkevalgte og diktatoriske. Men ingen skal påstå, at hverken spillet i FN eller det efterfølgende politiske slagsmål skal hjælpe irakerne. Krigen er forbi for et halvt år siden, og Irak har massivt brug for hjælp på dets vej til etableringen af en civil regering og genopbygning efter tre krige og 23 års diktatur og stalinisme. Ingen af de stridende parter - hverken USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Tyskland eller de arabiske naboer - har rene hænder i tilfældet Irak. De var uenige om forårets krig. Men de har alle til skiftende tider understøttet det diktatur, som de i dag burde glæde sig over, at Irak endelig er fri for. Og de skylder derfor alle at give irakerne en hjælpende hånd. At et fremtidigt fredeligt og demokratisk Irak så også vil være til gavn for hele Mellemøstens stabilisering, kan vi betragte som en nyttig sidegevinst. Men nu gælder det først irakerne. De har brug for hjælp.