KURSÆNDRINGEN var forberedt hen over weekenden og blev tydelig i åbningstalen: Regeringens frontkæmpere - med Brian Mikkelsen og Ulla Dahlerup som ildsprudende uheldige helte - er kommet galt fra start. Der er mere had og mere klynk i deres udsagn, end de fleste bryder sig om. Det var nu op til statsministeren at få raget kastanjerne ud af ilden. Først forklarede han, at der ikke er tale om et opgør med 68-generationen og dens værdier. Og dernæst præciserede han, at det er fremtiden, og ikke fortiden, det drejer sig om at diskutere. Så vidt, så godt. I respekt for den sunde fornuft i disse meldinger vil vi lade være med at minde ham om, at det var ham selv, der for nylig søgte helt tilbage til april 1940 for at retfærdiggøre, at 500 danske soldater daglig skal risikere livet i det sydlige Irak. Men hvad er det så, den ægte, regeringschefautoriserede værdikamp skal handle om? DANMARK SKAL ifølge Anders Fogh fortsat vise, at vi er åbne over for verden, og har store internationale ambitioner, ved at slippe færrest mulige indvandrere ind i landet. Og behandle dem, der er her, så dårligt som overhovedet muligt. Heri er intet nyt. Alligevel er det forstemmende, at vores statsminister kan tale om nydanskere på en så massivt mistænkeliggørende, irettesættende og fordomsfuld måde. Hans argument var, at mange nydanskere endnu ikke har fundet plads på det danske arbejdsmarked. Men kunne man forestille sig, at Anders Fogh Rasmussen havde henvendt sig til hele gruppen af danske arbejdsløse - en gruppe, der per definition belaster samfundet mere end de indvandrergrupper, hvor arbejdsløsheden blot er højere end i andre grupper - med ordene: Vores politik over for de arbejdsløse har længe været præget af slaphed og inkonsekvens. Men nu skal der stilles krav. Uden så meget som at antyde, at der måske er andre årsager til arbejdsløshed end bundløs dovenskab og 'kultur'. Når man samtidig ved, at denne regering selv har ansvaret for, at Danmark ikke har indfriet selv de mest basale EU-normer for bekæmpelse af diskrimination på arbejdsmarkedet, er hykleriet og skævheden mageløst. Men heri er som sagt intet nyt. Skamløsheden er god latin på Christiansborg. Socialdemokraterne bøjer ydmygt nakken under Dansk Folkepartis uafviselige påstande om medløberi. Og vælgerne fastholdes i den forestilling, at den barske udlændingepolitik er en løsning snarere end et stort, fremadrettet problem: for samfundets sammenhængskraft, for vores europapolitik og for anstændighed her i landet. STATSMINISTERENS andet hovedbudskab var, at nu skal der ske noget i skolerne. Der skal læres noget mere. Selv om Anders Fogh i går ikke nåede længere end til slagordene, har han bestemt fat i noget. Det kan ikke benægtes, at Danmark i de sidste årtier er blevet dårligere til at bryde den negative sociale arv. Det kan heller ikke benægtes, at vores børn og unge på en række dokumentérbare punkter får for lidt ud af de mange år, de tilbringer på skolebænken. Det drejer sig om ressourcer, bedre skoler, stærkere læreruddannelse og meget andet. Men det drejer sig også om holdninger og pædagogik. Det var fint, at statsministeren slog et slag for både faglighed og paratviden. Men hvorfor har han ikke fortalt det til sin undervisningsminister? Ikke bare er der netop indgået et skoleforlig uden de store revolutioner. Hans ansvarlige minister fører til daglig en politik, der på alle afgørende punkter ligger i forlængelse af netop den pædagogiske linje - tværfaglighed, sociale kompetencer og diffuse mål - som Anders Fogh Rasmussen vil gøre op med. Vores bedømmelse af eleven Fogh vil i hvert fald aldeles afhænge af, om han lader sin uddannelsespolitiske intuition følge op af konkrete mål og midler. Mener han det alvorligt, er der tale om en langsigtet kulturrevolution. DET ER GABET mellem ord og handling, der vil blive husket efter denne åbningstale. I substansen har statsministeren deponeret regeringens fremtidige indenrigspolitiske linje et noget overraskende sted: Hos højt kvalificerede smagsdommere og eksperter i hele to elitært sammensatte kommissioner. De skal i henholdsvis 2004 og 2005 barsle med svarene på de spørgsmål, som regeringen ikke selv tør svare på, endsige gøre noget ved. Når det gælder amter og kommuner, vil eksperterne i Strukturkommissionen til foråret komme med en løsning, som regeringen så må formodes at ville gennemføre. Indtil da ved den ikke, hvad den selv mener. Når det gælder velfærdsstatens økonomi, nedkommer Velfærdskommissionen i november 2005. Bekvemt efter næste valg, så regeringen ikke risikerer at tabe det ved at vove noget upopulært. Mens vi venter på sagkundskabens svar, er det øjensynlig tanken, at vi skal skændes om 'værdier'. Hvor dybt kan en statsminister, der i sidste nytårstale forsøgte at bilde os ind, at han kunne klare sig uden eksperter, egentlig synke i troværdighed? Årets åbningstale var både kort og klar. Underligt egentlig, at det alligevel lykkedes at svare på så få spørgsmål og lade holdningerne få så få nye konsekvenser. Oplevelsen giver begrebet minimalstatsminister en helt ny betydning.