STORBRITANNIENS premierminister, Tony Blair, understregede sine enestående oratoriske evner, da han i denne uge forsvarede sin rolle som konge af New Labour på det tidligere arbejderpartis årsmøde i den sydengelske badeby Bournemouth. Tony Blair stod over for et parti, der er splittet over først og fremmest hans stærke støtte til krigen i Irak, men også over hans afideologiserede politik, der på centrale punkter er svær at skelne fra oppositionens. Så dunkel er Tony Blairs politiske visioner - ud over blot at bevare magten - at kritikerne i hans parti taler om designerpolitik, som måske nok kan sikre New Labour endnu en valgperiode ved magten, men uden at partiet imidlertid virkelig ændrer noget. Eller i hvert fald ændre noget afgørende i forhold til det, som store dele af partiet mener må være essensen: at dirigere vor tids kapitalisme i retning af et lighedsorienteret samfund i stedet for bare at til- og indrette sig efter den - og i øvrigt garnere det hele med stadige anslag mod den offentlige sektor, senest planerne om at omdanne statslige hospitaler til selvstændige selskaber. MAN MÅ LADE Tony Blair, at han fastholdt sin linje, ikke mindst i forhold til Irakkrigen. Hvor andre vestlige ledere - den danske regering inklusive - gerne lader sig spænde for den herskende folkestemning i kraft af fokusgrupper og meningsmålinger om, hvad de mon skal mene, så fastholdt den britiske premierminister sin politik og støtte til Irakkrigen. Det gjorde han, selv om det lige nu er meget lidt populært, også blandt hans egne. Respekt for det. Når det så er sagt, var det også slående, at Tony Blair og den øvrige partiledelse på forhånd havde afvist en selvstændig debat og afstemning om Irakkrigen. I stedet havde de inviteret den nuværende afghanske leder og en irakisk familie til at fortælle om, hvor dejligt det er at blive befriet fra diktatorer. Herom behøver ingen være uenige, men det er bare ikke sagens kerne. Den handler om, at USA og Storbritannien insisterede på at gå i krig her og nu og uden om resten af verden i stedet for at lade FN udtømme sine muligheder. De to lande begrundede det med, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, men ville som bekendt ikke tillade en rimelig efterprøvning af postulaterne. I dag kan vi fastslå, at de postulerede våben stadig mangler at vise sig, og at krigsgrundlaget derfor var aldeles fejlagtigt. Så hvis Tony Blair alligevel ville gøre det samme i dag som op til krigen, er det ikke bare udtryk for en befriende principfasthed. Det er stærkt bekymrende. For som hans partikammerat og tidligere udenrigsminister Robin Cook formulerede det: kun ved at indrømme sine fejl kan man lære af dem.