'VEJEN TIL Helvede er brolagt med gode forsætter', lyder et gammelt ordsprog, og et af de steder, det i et moderne samfund viser sig tydeligst, er i forbindelse med bekæmpelsen af forbrydere. Inden for fiktionens verden viser film som 'Minority Report' med Tom Cruise, hvor let nye smarte metoder til at bekæmpe alvorlige forbrydelser bliver til problematiske indgreb i borgernes retssikkerhed. Grænsen er hårfin, og selv om der er ganske langt fra oraklerne i 'Minority Report' til Dansk Folkepartis forslag om indførelse af et nationalt dna-register, er problemstillingen ikke så anderledes endda. Umiddelbart lyder tanken om et nationalt dna-register jo forjættende. Har en morder, voldtægtsforbryder eller voldsmand efterladt sit dna-spor i form af hud, hår eller andre celler, ja, så vil det med et nationalt dna-register typisk være en smal sag for politiet at finde ham eller hende. Opklaringsprocenten vil stige, den præventive effekt øges, antallet af forbrydelser falde og alle være glade. Og har man rent mel i posen, kan man, som Peter Skaarup for nylig forklarede til Dagbladet Information, »jo ikke have noget imod at stå i sådan et register«. Eller hvad? SOM SÅ ofte er virkeligheden anderledes nuanceret. For det første er et dna-register en meget dyr løsning på et relativt lille problem. Som formanden for Det Etiske Råd, Ole Hartling, udtrykker det, »er det som at skyde gråspurve med atombomber«. Realiteten er lykkeligvis, at langt hovedparten af de meget alvorlige forbrydelser, der begås i Danmark, allerede nu bliver opklaret, og at dna-registeret dermed kun vil betyde noget i et forholdsvis lille antal sager. Hensynet til dem, der bliver uskyldigt anklaget, er heller ikke noget argument for et nationalt register; for deres vedkommende er det rigeligt at tage en dna-prøve i forbindelse med sigtelsen. ENDELIG ER der det mere principielle spørgsmål omkring at registrere alle danskeres dna. Uden at blive unødigt højstemt er dna på mange måder selve livets kode og dermed en nøgle til meget, meget mere end blot at opklare forbrydelser. Allerede i dag kan man af dna-profiler afsløre visse arvelige sygdomme, og antallet af sygdomme og skavanker, man kan aflæse af en persons dna, vil efter alt at dømme stige betydeligt i de kommende år. Derfor skal man naturligvis være ekstra varsom med at registrere sådanne oplysninger, ikke mindst fordi al erfaring viser, at grænserne for brugen af sådanne registre har det med at skride med tiden. Som man kunne læse i avisen i går, er det for eksempel sket med hensyn til en asylansøgers fingeraftryk. Hvor det tidligere var en dommer, der skulle beslutte, om fingeraftryk kunne inddrages i en efterforskning, er det i dag politiet selv, der bestemmer. På samme måde vil det meget nemt gå med et dna-register. Nu findes det jo, hvorfor så ikke bruge det, vil argumentationen gang på gang lyde, både når det gælder politiarbejde og meget tænkeligt også inden for sundhedsvæsenet. Netop derfor skal man lade være.