MODSAT NÆSTEN alle andre har kronprins Frederik altid været vidende om sin egen skæbne: at han en dag bliver Danmarks konge. At ikke blot den røde løber, men også den røde tråd i hans tilværelse, som en vej han ville kunne vandre ad i blinde, altid har været lagt ud foran ham. Nu, da det står fast, at Danmarks næste dronning bliver tasmanske Mary Donaldson, er der grund til at sige ham til lykke. Til lykke med den appetit, hvormed han er gået til sin ungdom, inden pligterne for alvor kaldte, og til lykke med den måde, hvorpå han som moderne menneske har taklet at være medvirkende i den kongelige mystifikation. Monarkiet er jo en anakronisme, men en folkekær sådan, og 'Frede', som en ny tids royalister frisk omtaler ham, ser ikke ud til at have taget skade. Han virker på alle måder, som om han har styrke til at bære institutionen ind i fremtiden. Klaphatten af for det. NÅR DET er sagt, må det være på sin plads at komme med en anbefaling til kronprinsens moder: Lad nu være med at lade årtierne gå, før kronprins Frederik får lov at nå frem til sin skæbnes afgørende destination. Engelske prins Charles er et skræmmende eksempel. Han er stadig på vej frem ad den røde løber, men har vandret så længe, at han for længst er begyndt at falde i de psykologiske snubletråde. Når først Frederik og Mary er blevet gift, går der formentlig ikke længe, før arvefølgen bliver sikret. Lad de to få nogle år med yngelpleje, og lad så Frederik få lov at køre fra Højbro Plads og helt ind til tronen på Amalienborg. Der bør ikke gå mange år, inden Margrethe lader sønnike komme til.