EUROPAs generalieblad i Irak er ikke en skøn historie. Briter har optrådt som kolonimagt i første halvdel af forrige århundrede. Både franskmænd, tyskere, russere og briter har især i 1980'erne velvilligt bistået den daværende irakiske diktator, Saddam Hussein, mens han førte krig mod sit naboland Iran og på modbydeligste vis undertrykte sit eget lands kurdiske mindretal. Franskmænd og russere har i 1990'erne i nogen modstrid med FN's sanktionspolitik over for Saddam Hussein plejet deres egne gustne interesser i det land, Saddam Hussein bestyrede og undertrykte. Lige nu kan regeringerne i de tre centrale vesteuropæiske magter hverken enes med sig selv eller med USA og Rusland om deres politik i Irak efter Saddam Husseins fald i april. Deres fortsatte uenighed om legitimiteten af den krig, der fortrængte Hussein, har for længst tilsløret det lige så påtrængende selvopgør om den tidligere politik, der lod diktatoren gennemføre sine horrible forbrydelser. Og deres strid bærer ubehageligt præg af større hensyn til deres hjemlige opinioner end til den irakiske befolkning, der har et massivt behov for hjælp. Det samme gælder den arabiske verden. Irakerne har brug for sikkerhed, for økonomisk udvikling og for en ny politisk orden. Hverken USA og England, FN eller blokken af Frankrig, Tyskland og Rusland - eller den arabiske verden - kan levere alle tre dele alene. FN KAN primært levere international legitimitet, men må under alle omstændigheder bede andre om at tage et sikkerhedsmæssigt og økonomisk ansvar. Den arabiske verden kan bidrage til at legitimere en international indsats, og dens olielande kan bidrage økonomisk til en genopbygning af Irak i lyset af den 'fredsdividende', de selv opnår ved afmonteringen af Irak som en kilde til regional ustabilitet. Men de kan næppe påtage sig et sikkerhedspolitisk ansvar. Frankrig, Tyskland og Rusland kan ligesom USA og England derimod bidrage med både sikkerhedspolitisk pondus og økonomisk hjælp. Forudsætningen er, at USA's og Storbritanniens regeringer - de nuværende midlertidige besættelsesmagter - besinder sig på, at de behøver FN og de store europæiske lande for at komme ud af Irak med skindet på næsen. Og Frankrig, Tyskland og Rusland må besinde sig på, at deres ønske om at blive taget alvorligt som stormagter er afhængigt af deres vilje til at tage et medansvar. Hvis de vil hjælpe irakerne videre ud af diktaturets ødelæggende årtier og ind på demokratisk og retssikker kurs, bør det ikke være umuligt. Giv FN en ledende politisk rolle. Fordel de fredsskabende opgaver. Find pengene. For Iraks skyld.