STATSBORGERSKAB skal man gøre sig fortjent til for at påskønne det. Det er filosofien bag den britiske regerings planer om, at indvandrere skal på skolebænken og til eksamen, før de efter at have boet i landet i fem år kan få statsborgerskab. De bliver ikke smidt ud, hvis de dumper. De kan blive boende, men uden stemmeret og britisk pas, før de har læst ordentligt på lektien. Den er at mestre et af de nationale sprog - engelsk, walisisk eller gælisk - og at lære, hvordan det britiske demokrati fungerer samt de grundlæggende principper i samfundsmoralen som ligestilling imellem kønnene. Forslaget har været undervejs, siden indenrigsminister David Blunkett i 2001 forklarede raceuroligheder i flere britiske byer med den skarpe adskillelse mellem de etniske grupper. Nye som gamle briter manglede »fælles værdier«, som han sagde. Forfatteren til forslaget, professor Bernard Crick, siger, at det væsentligste formål er at sikre integration på en måde, »så folk føler sig tilpas med deres egen identitet, samtidig med at de er del af den bredere fælles identitet«. FLOT TALE, som man kunne ønske, at den danske regering lyttede til. Der er tale om mod til at skabe fællesskab omkring det at være statsborger og ikke om som herhjemme at kræve af indvandreren, at han eller hun skal blive dansker med hud og hår og elske flæskesvær og leverpostej for at blive fuldt accepteret. I USA, der uddanner nytilkomne til statsborgerskab, som overrækkes ved ritualer med stærk symbolværdi, er det nok at kende og sige ja til at respektere det nye lands grundlæggende værdier. Enhver ved, at under betegnelsen amerikanere gemmer der sig alle former for religion, farve og kultur. I Danmark kan nytilkomne højst blive 'nydanskere' eller 'andengenerations', eller hvad vi nu kalder de mennesker - i praksis for at holde dem på afstand. Statsborgerskab burde være nok til at være dansker. Det ord må befries fra den snævert nationale opfattelse af, hvad en dansker er. Når Danmark fører en så moralsk beskæmmende udlændingepolitik, ligger hunden begravet i den politiske elites afvisning af virkeligheden. Danmark er et multietnisk land, som ikke vil være det. De stramninger i udlændingepolitikken, som faktisk gør det flovt at være dansker, blev indledt med Socialdemokratiets forsøg på at overhale Dansk Folkeparti højre om. Det var starten på rutsjeturen til politisk samling om den laveste fællesnævner: svinehunden i folket, der anklager den fremmede for alt ondt. Den proces er fuldendt af, at regeringspartiet Venstre ikke længere er et liberalt, men et højrepopulistisk parti. DER ER SKET FREMSKRIDT, som at Københavns Rådhus nu laver rituelle velkomster for nytilkomne statsborgere. Men stadig færre kommer igennem nåleøjet, og nu skal man bo hele ni år i landet imod tidligere syv for at kunne få statsborgerskab. Peter Brixtofte ramte i Kroniken sidste torsdag plet, da han påpegede det hykleriske i, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har kaldt samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt indtil 1943 for »et moralsk svigt«. Det er jo let at være modig 60 år efter. Statsministeren burde hellere vise mod til at føre en anstændighed udlændingepolitik i dag, som Brixtofte skriver. Når udlændingepolitikken i stedet er groft uanstændig, er det et moralsk svigt i skarp modsætning til dette samfunds grundlæggende værdier. Der er ikke tale om, at landets borgere, nytilkomne som hjemmefødte, blot skal åbne alle døre. Der er heller ikke tale om at acceptere grov kriminalitet eller socialt bedrageri fra nytilkomne, hvoraf nogle har vist sig at tage vældig hurtigt ved lære af hjemmefødte sociale snyltere. Der skal stilles krav i stil med i USA og planerne for Storbritannien. DET KRÆVER en aktiv integration, der både respekterer det enkelte individs levevis og lærer den nytilkomne vores demokratiske spilleregler. Der er gjort en del for integrationen af dem, som slipper igennem, men den lange ventetid med kravene om totalt hamskifte for statsborgerskab er blottet for den kærlighed, som skal til for netop at skabe kærlighed til statsborgerskabets fælles værdier. Vi har en kongefamilie, som altid flittigt har giftet sig ind i verdenssamfundet og bliver ved med det. Der er selvfølgelig ingen problemer med at få statsborgerskab for en Alexandra fra Hongkong og en Mary fra Tasmanien, og de får al tænkelig støtte til integrationen. Det bliver de jo ikke danske af i leverpostejsforstand, og heldigvis for det. Det drejer sig om at hjælpe den mindre ressourcestærke til en integration på et grundlag i pagt med grundlovens frihedsidealer. Her er en kulturkamp, som er en del mere meningsfyldt at føre end kulturministerens imod gamle spøgelser. Lad os som briterne sende nytilkomne på skolebænken for at lære at blive danske statsborgere. Eksamen er en fin ting, der kan give stolthed over eksamensbeviset. Og giv os andre stoltheden over statsborgerskabet tilbage med en fleksibel og anstændig udlændingepolitik.