I VALGET AF uddannelse forlader et meget stort antal unge - og deres forældre - sig på, at det offentlige uddannelsessystem i Danmark trods problemer hist og her i det store og hele er garant for en høj kvalitet. Hvis man starter på eskimologi, jura, seminariet eller politiskolen og passer sine studier, ender det godt, det vil sige med en afgangseksamen. Anderledes for de mange tusinde unge som til alt held for den fortsatte velstandsudvikling her i landet vælger en erhvervsuddannelse som tømrer, smed, maskinarbejder, datafagtekniker eller noget helt femte. Hvis de på et tidspunkt skal kunne stå med et svendebrev i hånden, er de helt afhængige af at kunne få en læreplads. Erhvervsuddannelserne er, som noget for Danmark enestående og unikt, bygget op som en vekslen mellem skolegang og praktik, og det er arbejdsmarkedets parter, arbejdsgiverne ikke mindst, der har ansvar for at sikre, at der er praktikpladser nok. Det er der ikke, og det har der ikke været i årtier. Netop nu er over titusind unge helt skandaløst uden praktikplads. For at sikre, at de ikke desto mindre kan gennemføre deres vekseluddannelse, indførtes under SR-regeringen den såkaldte skolepraktik som led i en helt nødvendig uddannelsesgaranti til de unge. NETOP i DENNE tid er der forhandlinger mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en omlægning af erhvervsuddannelserne. Ikke mindst skolepraktikken vil blive omlagt for at forhindre unge i at optage dyre skolepraktikpladser inden for brancher uden beskæftigelsesmulighed. Det er forståeligt og nødvendigt. Men uanset hvad er regeringen og dens forligspartnere pinedød nødt til at opretholde uddannelsesgarantien. De satser på, at arbejdsgiverne kan levere de praktikpladser, som efter planen skal træde i stedet for skolernes virkelighedssimulationer. Men kan de virkelig det? De radikales ordfører, Marianne Jelved, har et perspektivrigt forslag om et klippekort til de unge, der gør det muligt at stå af og på i erhvervsuddannelsessystemet, men kan det administreres? Skolepraktikken er udskældt, men nødvendig inden for masser af områder, hvor skolepraktikanter ikke har spor svært ved at få job bagefter. Arbejdsgiverne vil gerne spare penge, for skolepraktikken er dyr, men påtager sig ikke det uddannelsesansvar, som det faglige selvstyres legitimitet er funderet på.