SEJRHERRERNE skriver historien, siges det. Men som modstandsmanden Frode Jakobsen skrev i en af sine erindringsbøger, så gælder det ikke besættelsen. Her er det taberne, det vil sige politikerne, der fører historiens pen. I går var det så igen en politiker, statsminister Anders Fogh Rasmussen, som førte pennen i anledning af 60-året for samarbejdspolitikkens ophør. Statsministerens dom over sine forgængere var hård: Samarbejdspolitikken var moralsk forkastelig og naiv: for tænk, hvis alle lande havde gjort det samme, så havde vi alle levet under det nazistiske rædselsregime i dag. Fogh har ret i at påpege, at samarbejdspolitikken blev drevet for vidt af hans forgængere i 1940'erne. For vidt i forhold til de tyske krav og for længe. Det kan diskuteres længe, hvilke alternativer de danske politikere havde, men heroisk var det ikke. Og slet ikke, når det sammenholdes med det valg, som modstandsfolk og danskere i allieret tjeneste traf. Skønt Fogh altså har en pointe, må det siges, at han fremfører den historieløst og presser det komplicerede forløb ind i en demagogisk ramme uden nuancer. Der var mange valg og afvejninger, som datidens politikere måtte foretage. Og det var valg, som dengang ikke var gratis politisk plat, men handlede om befolkningens fysiske sikkerhed og landets overlevelse som stat. SAMTIDIG MÅ det siges at være en historisk anakronisme af den anden verden, at formanden for det parti, der nok stod modstandsbevægelsen fjernest, Venstre, med rødder i det erhverv, der tjente mest på besættelsen, nu 60 år efter hylder en folkerejsning mod den daværende regering iværksat ikke mindst af kommunister. Den bemærkelsesværdige politiske frækhed i denne offensive brug af historien kan også illustreres på en anden måde: Det, Anders Fogh nu med tilbagevirkende kraft forlanger af den daværende regering og det daværende folkestyre, er, at det skulle have nægtet at samarbejde med tyskerne, kæmpet til sidste mand og udsat land og befolkning for de deraf følgende konsekvenser. Samtidig ynder statsministeren at trække direkte og indirekte paralleller til perioden under den kolde krig, herunder ikke mindst fodnoteperioden i 1980'erne. Anders Fogh var selv medlem af regeringen dengang, og han lægger ikke skjul på, at han anser den politik, som et daværende folketingsflertal stod for, for ussel tilpasningspolitik og svigt af frihedsidealer. Men hvilke konsekvenser drog Fogh og hans regering dengang af den politik, som flertallet pålagde den at føre? Ingen. Regeringen blev siddende. Når vi nu er ved de historiske analogier, må kontrasten siges at være slående. I 1940 skulle ministre og Folketing have ofret alt, herunder befolkningens fysiske sikkerhed, for at redde æren. I 1983, da Anders Fogh selv var minister, skulle ikke en eneste taburet ofres. Datidens hverdagspolitik var vigtigere end de værdier, der stod på spil under den kolde krig. SAMARBEJDSPOLITIKKEN kan og bør ikke gøres til andet end et forsøg på at vælge den mindst ringe løsning - et forsøg, der, selv om det skånede landet for meget, ikke altid faldt heldigt ud og nemt kunne være gået langt værre. Men derfra og til at anskue den som en art landsforræderi, som vi i dag bør se på med foragt, er der et meget langt skridt, som statsministeren ikke burde have taget. Værst er det dog, at landets statsminister misbruger et historisk omdiskuteret forløb til at begrunde nutidens udenrigspolitik. Dels i talen - i forsigtige vendinger - og dels i undervisningsmateriale, sendt ud til landets skoler, hvor det direkte siges, at læren fra samarbejdspolitikken og besættelsen er, at vi i dag skal sende soldater til Irak. Så letkøbte forklaringer imponerer ikke nogen, som kan huske eller blot har sat sig overfladisk ind i besættelsestidens historie.