DER VAR også meget dårligt at sige om Nyrupregeringen. Enkeltsagerne, der kørte af sporet. Den selvdestruktive zigzagkurs i indvandrer- og flygtningepolitikken. Det nødvendige første skridt i en reform af efterlønnen, der kom som en tyv om natten og som et pinagtigt dementi af oppustede valgløfter. Euroafstemningen, hvor troværdighedskrisen kulminerede. Det er alt sammen blevet angrebet på dette sted - igen og igen. Det endte med et krav om Poul Nyrups afgang, som vi formulerede allerede et år før det valg, der bragte en ny Rasmussen til magten. VI MINDER om det, fordi der i denne tid kan komme et skær af forudsigelighed over vores kritik af den siddende, ikke længere særligt nye, regering. Der er simpelthen så meget at tage fat på. En del af det - alt det, der under de vel smigrende overskrifter "værdi- og kulturkamp" fylder så meget i aviserne for tiden - er en besynderlig blanding af personlige kæpheste og ideologiske projekter. Målt på substansen er det mest iøjnefaldende, at der snakkes mere, end der handles - hvilket der i øvrigt på flere af punkterne er grund til at glæde sig over. DET ENESTE punkt, hvorpå regeringen for alvor har leveret varen, er den såkaldte udlændingepolitik samt retspolitikken. Her er der handlet autoritært og pletvis direkte umenneskeligt. Men hvor er det dog karakteristisk, at der er handlet på områder, der vedrører minoriteter i befolkningen. Hvad har alle de vælgere, der ikke stemte på Dansk Folkeparti, men på Venstre og de konservative, egentlig fået ud af regeringsskiftet? Jo, de af dem, der sidder i de største og dyreste huse, kan gøre det op i et antal sparede tusindkronesedler i skat. Til gengæld er der stort set intet sket, når det gælder skattereform, erhvervspolitik, forskning og uddannelse for slet ikke at tale om velfærdsreformer af længere rækkevidde. Altså på de områder, der må siges at være de allervigtigste for konservative og liberale vælgere. Og hvad var så ugens nyhed i det fornyede regeringsgrundlag? Jo, der skal heller ikke ske noget i resten af valgperioden. Faktisk skal de vigtigste spørgsmål heller ikke diskuteres i næste valgkamp. De er nu officielt placeret i en syltekrukke, som regeringen først vil åbne låget for efter et vundet valg. Det var forfriskende, dengang Anders Fogh gjorde et stort nummer ud af, at han nøje ville holde alle sine løfter. Denne politik er desværre nu endt i sin absurd-logiske ultimative konsekvens. I ly af megen ideologisk bragesnak loves der slet ingen ting. Og på de områder, der ikke handler om at mobbe minoriteter, handles der derefter.