FEM NORDISKE forskere er blevet bedt om at evaluere Institut for Miljøvurderings hidtidige rapporter, der i kølvandet på UVVU´s stempling af instituttets direktør, Bjørn Lomborg, som videnskabeligt uredelig, kom ud i en mediestorm. Professorernes bærende budskab er, at instituttet ikke er en forskningsinstitution, og ikke har produceret videnskabeligt arbejde. I betragtning af, at den kendsgerning fremgår allerede af instituttets vedtægter, og at medarbejderne derfor heller ikke er ansat i videnskabelige stillinger, må pointen siges at være meget lidt overraskende. Men den giver øjensynlig professorerne - der jo selv er videnskabsmænd - anledning til så stor tilfredshed, at den gentages igen og igen rapporten igennem. Derudover rummer evalueringen en interessant og læseværdig kritisk diskussion af de offentliggjorte rapporter. Professorerne er ikke begejstrede for, at rapporterne typisk rummer en klar og debatskabende konklusion, og ville i et vist omfang have foretrukket 'detaljerede resultater', der 'ikke nødvendigvis kan fremlægges i forholdsvis korte rapporter med klare konklusioner'. Kort sagt: De ville have foretrukket, hvis instituttet havde arbejdet videnskabeligt og henvendt sig til et videnskabeligt publikum. SAMLET SET er professorerne uenige (eller 'utrygge', som de foretrækker at formulere det) med konklusionerne i 2 ud af de 8 rapporter, som de har bedømt. De roser i øvrigt overvejende rapporterne for at være politisk relevante, ofte spændende, og stimulerende for den politiske og offentlige debat. Mest bemærkelsesværdigt er det måske, at den rapport - om afbrænding af aluminiumsdåser - der i danske medier er blevet udråbt til at være skandaløs, slet ikke kritiseres på det punkt, men derimod roses for solide analyser. Alt i alt har Institut for Miljøvurdering fået konkret kritik med på vejen, der formentlig vil styrke den faglige kvalitet af kommende rapporter. Men hvorfor professorerne har ønsket at skrive i en tone, der i offentligheden vil give anledning til en samlet set negativ omtale af nyskabelsen i den danske miljødebat, henstår i det uvisse. Formentlig er det Lomborg-effekten, der har ramt instituttets medarbejdere, selv om direktøren ikke står som medforfatter til en eneste af rapporterne.