DET ER svært at forestille sig en vanskeligere opgave end at genopbygge Rwanda efter folkedrabet i 1994, der kostede omkring en million mennesker livet. Hundredtusinder var medskyldige i ugerningen, endnu flere så passivt til, og i enhver familie var der enten ofre eller gerningsmænd. At skabe tillid og accept på tværs af etniske skillelinjer efter en sådan katastrofe ville være en titanisk opgave i ethvert samfund og endnu mere i Rwanda, der er et af verdens fattigste lande. Derfor var det helt fornuftigt, at det internationale samfund gav endog meget lang snor til den regering, som oprørsstyrkerne dannede efter folkedrabet, og som siden har ledet landet. Det var i første omgang langt vigtigere at få fred og orden end demokrati. Siden er der gået ni år, og i mandags afholdt Rwanda det første valg efter folkedrabet, ja faktisk det første valg med mere end én kandidat siden selvstændigheden for fyrre år siden. En stor dag, og det ville derfor være skønt at kunne konstatere, at valget var en triumf for friheden og demokratiet. DET VAR det imidlertid ikke. Tværtimod. Forud for valget havde præsident Paul Kagames regering forbudt det førende oppositionsparti, anholdt nogle politiske rivaler, fået andre til at forsvinde sporløst og i det hele taget gjort det umuligt for oppositionen at føre en meningsfyldt valgkamp. Deres valgmøder blev aflyst, informationsmaterialet konfiskeret, og ifølge de internationale nyhedsbureauer var det i hovedstaden Kigali op til valget umuligt at finde plakater af andre kandidater end præsident Kagame. For at ingen skulle være i tvivl om det ukloge i at udfordre regeringen, er Kagames eneste reelle rival nu ved at blive sigtet for politiske lovovertrædelser og kan formentlig imødese en længere fængselsstraf. Valgets resultat blev da også helt efter bogen, præsident Kagame fik mere end 90 procent af stemmerne. AT UNDERTRYKKE demokratiet på den måde er både dumt og forkasteligt. Det er dumt af præsident Kagame, fordi den eneste chance for at undgå fremtidige massakrer i Rwanda er at udvikle et mere solidt civilsamfund med demokratiske værdier, hvor konflikter kan løses på fredelig vis. Det er forkasteligt, fordi det gør det endnu vanskeligere for den menige borger i Rwanda at få en bedre tilværelse. Og det bør være noget, som får konsekvenser for den internationale bistand, som landet er dybt afhængigt af.