BLANDT ofrene for terroraktionen mod bus nummer 2 i Jerusalem var ikke blot 20 døde og over hundrede sårede, men også den såkaldte hudna - våbenhvilen mellem Israel og de palæstinensiske terrororganisationer, som den palæstinensiske premierminister, Abu Mazen, havde udvirket med egyptisk hjælp. Hudnaen var aftalt til at vare i tre måneder, men den bekom både israelerne og palæstinenserne så godt, at der på begge sider var voksende tro på, at den ville blive forlænget, og at forhandlingerne ifølge den amerikansksponsorerede køreplan ville fortsætte. Den relative ro, der herskede, havde givet både israelere og palæstinensere en lille forsmag på de glæder, der ventede forude på den anden side af en fredsaftale. Hverken den israelske eller palæstinensiske regering opfyldte køreplanens betingelser. De lurede på hinanden, dybt mistroiske og bange for at gøre indrømmelser, der skulle vise sig at svække dem, hvis fjendtlighederne blev genoptaget, hvilket begge parter frygtede. MEN SELV om parterne slæbte på fødderne, var der resultater at spore. Dagen efter terrorangrebet på bussen skulle de israelske besættelsesstyrker begynde rømningen af de to første af i alt fire palæstinensiske byer. Et skridt, der skulle styrke Abu Mazens spinkle popularitet blandt palæstinenserne. Det er nu udelukket. Abu Mazen havde ifølge køreplanen forpligtet sig til at uskadeliggøre især de to radikale muslimske terrororganisationer, Hamas og Jihad, nedbryde deres kommandostruktur og celler og afvæbne aktivisterne. Dette var en umulig opgave på kort sigt. Dels fordi israelske styrker i kampen mod palæstinensiske selvmordsbombere har likvideret det palæstinensiske sikkerhedsapparat på Vestbredden, og dels fordi israelske sikkerhedsstyrker og ikke Abu Mazen kontrollerede de byer, hvorfra bombemændene udgik. Abu Mazen var i færd med at genoprette sit sikkerhedsapparat, men var stærkt hæmmet af, at sin onde ånd, Yassir Arafat, fortsat bevarede kontrollen med de to vigtigste sikkerhedsorganisationer, den ene på Vestbredden, den anden i Gazaområdet. ABU Mazen bad om tid. Han ønskede først at bringe sit hus i orden, før han tog livtag med den palæstinensiske terror og risikerede at løbe ind i en broderkrig. I stedet for konfrontationen valgte han forhandling med Hamas og Jihad og fik udvirket den hudna, der nu er brudt sammen. Våbenhvilen var ingen løsning, men et pusterum. Den skulle skabe den relative sikkerhed for den israelske civilbefolkning, der var forudsætningen for, at ministerpræsident Ariel Sharon - under amerikansk pres - ville gøre de indrømmelser, der kunne stabilisere Abu Mazens spinkle magtbase. Køreplanens mål er en tostatsløsning på Palæstinaproblemet. Hamas og Jihad er modstandere af planen, fordi de ideologisk set er modstandere af den jødiske stat. Men de har deres taktiske overvejelser og accepterede våbenhvilen, fordi de var bange for en konfrontation med den palæstinensiske regering, og fordi de frygtede at miste popularitet i den palæstinensiske befolkning, hvis de stod i vejen for en våbenhvile, der kunne forbedre palæstinensernes livsbetingelser under israelsk besættelse. Israel har givet Abu Mazen et ultimatum, samtidig med at det har reageret behersket på buskatastrofen i Jerusalem. Han skal uskadeliggøre Hamas og Jihad eller i det mindste gøre »synlige anstrengelser«, som han ifølge køreplanen har forpligtet sig til. Han må vælge mellem at konfrontere Hamas og Jihad eller Israel. Hvad, han vælger, afhænger af Yassir Arafat, manden som USA har erklæret »irrelevant«, men som udenrigsminister Colin Powell alligevel rettede en henvendelse til for et par dage siden. Mens nye blodsudgydelser nu truer, gøres der anstrengelser for at genoprette våbenhvilen og dermed redde fredsforhandlingerne. Mislykkes de, vil Abu Mazen formodentlig vælge den tredje udvej på krisen og trække sig tilbage. Det er både Washington og Jerusalem forberedte på.BÅDE israelerne og palæstinenserne er fanget i en fælde. Osten hedder Hamas. Hvis Abu Mazen overvinder sin modvilje og sender sine sikkerhedsstyrker i aktion i Gaza mod Hamas, bliver der kamp. Hvis han ikke vover skridtet, går Israel til angreb mod Hamas. Set fra Sharonregeringens synspunkt er der ingen tredje mulighed. Hamas kan ikke slippe for tiltale efter busattentatet i Jerusalem. Israel har ladet Abu Mazen forstå, at hvis han blot vil tage nogle skridt for at bekæmpe terroren, så vil Israel tage sig af resten. Jo mere Abu Mazen vil gøre, desto mindre vil Israel føle sig tvunget til at gribe ind. Men dette er en non-starter. Hvis Abu Mazen handler mod Hamas i koordination med Israels væbnede styrker, vil han blive hængt ud som israelsk lakaj og have mistet ethvert håb om at konsolidere sig som regeringschef. De tre parter følger nu hver sin køreplan. Sammenstød er uundgåelige.