VALGKAMPEN kører allerede på høje gear i Rusland, selv om valget til underhuset, Dumaen, først er i december. Annoncespots for politiske partier er dukket op imellem reklamer for shampoo og vaskepulver på tv. Centrumpartiernes spots meldes umulige at skelne fra hinanden. De er karakterløse som disse partier selv, der synes at have reduceret deres eksistensberettigelse til at støtte Putin. Det er heller ikke med budskaber direkte til vælgerne, at valgkampen for alvor er gået i gang. Det er med arrestationer og anklager imod finansfyrster, oligarker, der erobrede den politiske og økonomiske magt under den lyssky privatisering under Jeltsin i 90'erne. Putin har knust et par oligarker, men endnu ikke antastet dem, som har svoret ham troskab. Oligarkerne er et forhadt folkefærd blandt almindelige russere og i sikkerhedstjenesterne og magtministerierne. Det ser ud til, at sidstnævnte har fået lov til at give oligarkerne en alvorlig advarsel op til Dumavalget, som Putin ønsker skal føre til to tredjedels flertal for hans støttepartier. Det vil muliggøre ændringer i forfatningen til yderligere styrkelse af præsidentregimet. ADVARSLEN begrænser sig nu til angreb på oliekoncernen Yukos og dens leder, Mikhail Khodorkovskij. Han er nok Ruslands rigeste mand, men han er ikke medlem af 'Familien', den inderkreds af oligarker omkring Putins forgænger Jeltsin, som stadig huserer i Kreml. Putin har sagt om sin interesse for kamp-sporten judo, at den har lært ham at vente »og slå til i rette øjeblik«. Øjeblikket til at slå endeligt til imod 'Familien' er øjensynlig ikke kommet. I marts næste år er der valg til præsidentposten. Valg til Dumaen ses traditionelt som mindre vigtige og kun forspil til præsidentvalget. Men denne gang er Dumavalget langt det vigtigste, for ingen tvivler på, at Putin genvælges. Det er meget mindre sikkert, at Dumaen efter valget i december fortsat vil være blot et gummistempel for Putin. Oligarker med politiske ambitioner som Khodorkovskij kaster store summer i oppositionspartiers valgkasser for at hindre Putinfløjen i at opnå absolut majoritet. Man kan håbe, at den manøvre lykkes, så en reelt handlekraftig ny generation af reformpolitikere kan udklækkes, inden arvefølgen efter Putin skal afgøres. Putins valg er, om han i mellemtiden vil indfri sine intentioner om dybtgående reformering af økonomien eller fortsætte med at styrke de magtapparater, der reelt hader det markedsøkonomiske væsen. Han kan ikke gøre begge dele.