LIBYENS Moamar Gaddafi vil betale sig fra sit ansvar for nedskydningen af et passagerfly over Lockerbie i Skotland i 1988. Det er mange år siden, og de efterfølgende internationale sanktioner har ramt Libyen og libyerne hårdt. Men Gaddafis tilbud om cirka 65 millioner kroner i kompensation for hvert af de 270 dødsofre kunne godt antyde anger og vilje til at få plads blandt respektable nationer. Problemet er, at angerviljen er begrænset - faktisk forsøger Gaddafi at påtage sig et ekstremt bekosteligt ansvar uden at indrømme sin skyld. Og hvor meget respekt kan den libyske diktator så gøre krav på? AFTALEN er uomtvisteligt fristende, fordi den kan trække Libyen ud af årtiers pariastatus, væk fra en rolle som arabisk Rasmus Modsat og ind i et konstruktivt samarbejde, også imod terror, som Gaddafi før gladeligt støttede. Alligevel har aftalen samtidig noget forstemmende over sig. Skal statsledere - hvad enten demokratisk valgte eller ledere af militære juntaer som i Gaddafis tilfælde - kunne betale sig fra skyld og ansvar, som almindelige dødelige aldrig kunne løbe eller bestikke sig fra? I ET RETSSAMFUND var Gaddafi for længst løbet ind i en retssag. Og i diktaturer vil Gaddafi'er normalt løbe ind i en revolution eller et modkup før eller siden. De færreste på denne 'revolutionsleders' post flytter roligt ind på alderdomshjemmet for at møde en fredelig død. Men Libyen er ikke et retssamfund, og Gaddafi sidder foreløbig sikkert på sin post. DE PRAGMATISKE grunde til at acceptere aftalen om kompensation til gengæld for en aftale om ophævelse af sanktionerne er derfor stærke. Aftalen vil befri libyerne for at bære de hårde konsekvenser af en ekstremisme, som kun Gaddafi - men aldrig de selv - havde valgt. Og aftalen vil give den internationale kampagne imod terror en chance for at løfte det førhen undergravende regime i Libyen ud af sin forvildelse og ind i et positivt samarbejde. Men det indgyder ikke respekt for den tarvelige leder, som lod 270 mennesker dø ved Lockerbie og lod sin befolkning bøde for det internationale samfunds sanktioner, indtil han kunne betale sig fra miseren.