PÅ GANSKE ejendommelig vis har lederen af det lille hold danske socialdemokrater i Europaparlamentet meldt sig i debatten om fremtidens EU-forfatning. Torben Lund, der ikke stiller op igen, er nærmest imod traktatudkastet, må vi forstå. Han advarer om, at EU vil være fem procent fra en forbundsstat. Han er utilfreds med, at Europaparlamentet får for meget at skulle have sagt. Og han »tror ikke, at borgerne på nogen måde er klar over, hvad der foregår«. Den sidste udmelding er en selvhenter af rent populistisk tilsnit og én af de mest forstemmende fraser i EU-debatten. Intet hindrer Torben Lund og de andre medlemmer af Europaparlamentet i at gøre sig bekendt med EU's arbejde med den ny forfatning eller traktat. Og intet hindrer de mange europaparlamentarikere i at fortolke traktatudkastet og i at involvere offentligheden i deres overvejelser. Det er faktisk præcis, hvad de er valgt til. Når vi vælger politikere til parlamentet, både det danske og det fælleseuropæiske, er det en tillidssag. Vi vælger dem til at repræsentere os og - også i Europaparlamentet - til at holde øje med og påvirke ny lovgivning på vores vegne. Hvis vor repræsentant derefter hævder, at de vælgere, der har indsat ham, ikke »er klar over, hvad der foregår«, har han svigtet sin opgave og den tillid, der er vist ham. Det vil også være populistisk pjank at hævde, at vi som borgere ikke har adgang til viden om EU. Både medier, politiske partier og folkelige bevægelser tilbyder information og debatmøder i en lind strøm. Hvis vi vil vide noget om EU, ligger mulighederne lige for. MEN LUND gør også på anden vis sit parti og Europaparlamentet en tvivlsom tjeneste, når han advarer imod yderligere overflytning af kompetence fra medlemsstaterne til EU og beklager yderligere indflydelse til Europaparlamentet. Vi troede, det var Dansk Folkeparti og ikke Socialdemokratiet, der ville fastholde en fodslæbende holdning til europæisk integration og modsætte sig indflydelse til Europaparlamentet? TORBEN LUNDS depressive udmelding bliver så meget desto mærkeligere, når han selv siger, at »den nye forfatning har gjort EU's regelsæt mere overskueligt end de tidligere traktater«. Man har samlet fire traktater i én, og der er desuden skrevet en klarere kompetencefordeling, som beskriver, hvornår det er medlemslandene, der har kompetencen, og hvornår det er EU, der har kompetencen. Det er unægtelig en fremragende ændring - også for lande, partier og politikere, der måtte være i tvivl om deres europæiske holdning.