DET ER intet mindre end en stille revolution, der er begyndt at udfolde sig i Tyrkiet. I løbet af få måneder har landets parlament vedtaget syv markante reformpakker, hvoraf den sidste blev en realitet i onsdags. Hvor de tidligere reformpakker har afskaffet dødsstraf, mindsket mulighederne for at begrænse ytringsfriheden i terrorbekæmpelsens navn, banet vej for større frihed til de 12 millioner kurdere, afskaffet brugen af militærdomstole over for civile i fredstid og åbnet for kritik af statsinstitutioner, så vil onsdagens reformpakke mindske militærets magt. For fremtiden skal der eksempelvis være civilt flertal i det magtfulde Nationale Sikkerhedsråd, hvor militæret hidtil har haft afgørende indflydelse. Rådets formand skal heller ikke længere være en firestjernet general. I stedet for at mødes en gang om måneden skal rådet for fremtiden kun træde sammen hver anden måned, ligesom det understreges, at det kun er rådgivende. Oveni får parlamentet en vis kontrol med militærets udgifter. BLANK ALLE DISSE tiltag er ekstra bemærkelsesværdige i lyset af, at de er sikret af ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan og hans islamistiske Partiet for Retfærdighed og Udvikling (AKP), der har et stort flertal i parlamentet. Det var nemlig netop pres fra militæret, der var årsag til, at Tyrkiets første islamistiske ministerpræsident, Necmettin Erbakan, måtte træde tilbage i 1997. Dengang frygtede militæret, at han ville undergrave Tyrkiets adskillelse af stat og religion. Med vedtagelsen af reformerne har Tyrkiet bragt sig tættere på det EU-medlemskab, der har virket som gulerod for forandringerne. De er nemlig en klar forudsætning for, at der i 2005 kan indledes forhandlinger om tyrkisk optagelse i EU. Det kræver naturligvis, at reformerne føres ud i livet, og her bør Tyrkiet lægge sig kraftigt i selen. Ord er ikke nok. OMVENDT BØR EU også kvittere for en positiv udvikling, som jo indebærer både afmilitarisering og demokratisering af en af de store regionale magter på vore breddegrader. Det er entydigt positivt for alle parter. Netop udsigten til EU-medlemskab er formentlig også hovedårsagen til, at det tyrkiske militær tilsyneladende har slugt den seneste reformpakke. Det ville ikke kunne holde til at have bremset medlemskab af en union, der om noget vil manifestere Tyrkiet som et moderne demokrati. Det er samtidig også et af ministerpræsident Erdogans vigtigste argumenter for at fortsætte den EU-venlige kurs.