TITLEN SOM verdens mest idiotiske økonomiske system går normalt til EU's landbrugspolitik. Fair nok. Men hvis der er flere pladser på podiet, er dansk boligpolitik en klar kandidat. Siden grundstenene til boligpolitikken blev lagt i første halvdel af forrige århundrede, har den danske boligsektor udviklet sig til en parodi på et marked, hvor tilfældigheder og fødselsdatoer afgør fordelingen af værdierne. Vi er endt med en ulighedsmaskine, som tilmed udgør den største enkeltstående forhindring for at skabe en sammenhængende skattepolitik. Hver uge sine forrykte eksempler på et sønderrevet og ilde fungerende marked. I denne uge fik vi blandt andet historien om, hvordan boligejerne kan score en fed skattegevinst på at placere friværdien i ratepensioner, ligesom vi fik historien om, at huslejereguleringen bremser for, at de mange tomme kontorlokaler omdannes til boliger. Desværre er boligen et af de mest tabuiserede emner i dansk politik. Ikke engang Venstres såkaldt liberalistiske oprørere, anført af den københavnske borgmester Søren Pind, turde røre ved boligpolitikken, da de i sidste weekend lancerede deres 10 'nye' teser. Liberalismen stopper tilsyneladende, når den får konsekvenser for de formuende. DET ER IKKE, fordi dokumentationen mangler. Talrige rapporter har vist, at dansk boligpolitik har spillet fallit. Senest konkluderede de økonomiske vismænd, at huslejereguleringen, som blev indført i 1939 for at beskytte de fattigste, virker stik imod hensigten. Det er de velstillede og højtuddannede, der løber med de billige lejeboliger ved hjælp af penge under bordet eller gode forbindelser. Samtidig fastslog vismændene, at den lave skat på ejerboliger er helt ude af proportioner. Ejendomsværdiskatten burde fordobles, hvis den skulle svare til, hvad vi ellers betaler i skat. Det er heller ikke, fordi der mangler anledninger til at få ryddet op. Som vi så i denne uge, er boligprisernes himmelflugt tilsyneladende ustoppelig. På trods af at mange boliger er både to- og tredoblet i værdi, fortsætter priserne med at stige langt mere end inflationen. Og det er ikke kun på grund af de historisk lave renter. Der er ganske enkelt en uforholdsmæssig stor skattefordel ved at placere pengene i mursten. Fordelen vokser tilmed, fordi regeringen med skattestoppet har lagt et loft over ejendomsværdiskatten. Jamen, vi kan jo ikke spise mursten, jamrer mange boligejere, når de hører kravet om en forhøjelse af boligskatten. Påstanden er forkert. Det har de seneste års massive udnyttelse af ejerboligernes friværdier vist. Boligejerne hjemtager tillægslån som aldrig før og er efterfølgende gået amok i køkkener, biler, rejser og andet forbrug. Samtidig er det vigtigt at huske, at boligejerne faktisk har et løbende afkast af deres boliger i form af værdien af at bo. Det var det, der tidligere blev kaldt lejeværdien. Den lave boligbeskatning betyder, at det for de fleste privatpersoner bedre kan betale sig at placere pengene i mursten end at bruge dem på investeringer, som skaber arbejdspladser. Hvad værre er, så forhindrer fredningen af ejerboliger som skatteobjekt en stærkt tiltrængt nedbringelse af skatten på arbejdsindkomst. Mens boligejerne slipper alt for billigt, beskattes den erhvervsaktive del af befolkningen alt for højt. Der er brug for massive lempelser af indkomstskatten, som en lang række erhvervsorganisationer påpegede i løbet af ugen. Pengene til de lempelser kommer mest retfærdigt fra en væsentlig forhøjelse af ejendomsværdibeskatningen. Og der findes næppe et mere optimalt tidspunkt end nu til en forhøjelse af boligskatterne. De massive prisstigninger har skabt så store friværdier, at kun de færreste vil komme i klemme. Samtidig vil en forhøjelse af skatterne presse priserne ned i et leje, hvor børnefamilierne igen har en chance for at være med, hvilket vil skabe tiltrængt rotation på boligmarkedet. I SAMME moment kunne man så tage fat på den tiltrængte afregulering af markedet for lejeboliger, der virker stik imod hensigten. Som det er nu, udlejes mange lejligheder langt under markedsprisen, hvilket giver tre store problemer. For det første klamrer lejerne sig til de billige boliger, når de først har fået foden indenfor. For det andet afskrækker systemet investorerne fra at bygge nyt. Og for det tredje er ventelistesystemet i høj grad åbent for misbrug og vennetjenester. Selvfølgelig vil sådan en kur stille nogle ringere. Mange af dem, som i dag bor i billige lejeboliger, vil komme til at betale mere. Men det behøver ikke at skade de svageste, hvis man kompenserer for den højere husleje med direkte tilskud. Det vil virke langt mere effektivt og retfærdigt end det nuværende system. Og tilmed skabe et meget mere velfungerede marked. Som boligpolitikken ser ud i dag, bruger samfundet mere end 30 milliarder kroner på direkte og indirekte boligstøtte. Man tør knap tænke på, hvor mange nye job der ville blive skabt, hvis pengene fra en liberalisering af boligsektoren blev brugt på at lette skatten på arbejde.