STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen (V) nyder forhåbentlig ferien, for problemerne venter, når han kommer hjem. I denne uge har Venstres liberalistiske fundamentalister blæst til kamp for den rene, liberale linje. Regeringens grundlag for at lade Danmark gå i krig med Irak er fortsat til debat, og forude venter et år præget af hidsige debatter om EU, hvor Dansk Folkeparti vil puste regeringen ubehageligt i nakken. Den liberalistiske offensiv, anført af borgmester Søren Pind, vil ikke på nogen måde true statsministeren eller hans linje. Foreløbig går alt godt, selv om der i foråret gik alvorlige skår af statsministerens blankpolerede image på flere områder: filmen om EU-formandskabet var ikke hjælpsom for ham, arbejdsløshedstallene går den forkerte vej, og de forskellige signaler fra Anders Fogh Rasmussen og hans udenrigsminister om Irakkrigen dementerede indtrykket af en statsminister, der har fuld kontrol med alt. Fogh Rasmussen kan ikke længere gå på vandet, og nu kommer partifællerne og laver ballade. De rejser fundamentalt set spørgsmålet om Venstres strategi i de kommende år. Anders Fogh Rasmussens store projekt er at gøre Venstre til et stort folkeparti, der med appel til midten og langt ind LO-medlemmernes rækker får den bredde, som et parti med ambitioner om regelmæssigt at være regeringsbærende skal have. Forandringen fra hulemand til arbejdsmand - om end i luksusudgaven, version de nordlige københavnske forstæder - er et led i denne operation, og en del af den traditionelle V-ideologi er til mange partifællers indignation kastet over bord. DET BLIVER spændende at se, om statsministeren også under mindre favorable vinde holder fast i den hidtidige kurs. Også fordi de konservative, i et forsøg på at eksistere politisk, bestandig vil hæve den borgerlige fane over hans hoved, mens Dansk Folkeparti allerede nu gør klar til at sige nej til den EU-traktat, statsministeren siger ja til. I alle disse spørgsmål kommer han til at give nogle klare svar på, hvad han vil med Danmark i de kommende år. Det gælder velfærdsstatens fremtid, herunder de kontante spørgsmål fra Pind og Co. om f.eks. overførselsindkomsternes størrelse. Spørgsmålet er også, om skattestoppet fortsat kan gøre det ud for et samlet bud på hele skatte- og afgiftspolitikken i Danmark, og hvad angår vores forhold til omverdenen, bliver statsministeren nødt til at formulere sig langt mere præcist om vores EU-forbehold og placering i forholdet mellem EU og USA end hidtil. Fedtspillet har endegyldigt haft sin tid.