NYHEDERNE fra Irak har tendens til at blive monotone: demonstrationer mod besættelsen, kriminalitet, sabotage og næsten daglige angreb på amerikanske soldater. Nedskydningen af Saddam Husseins to sønner forleden brød dette mønster, men ifølge amerikanske eksperter vil vi hurtigt være tilbage til hverdagen, og i USA begynder ordet exitstrategi nu at dukke op. Hvordan kommer vi ud af Irak, lyder det fra eksperter og politikere. Det spørgsmål skal præsident Bush svare på, men der er al mulig grund til at advare mod amerikansk panik. De gik ind blandt andet med det formål at skabe demokrati i Irak og udbrede det til hele regionen. Ambitionen var høj, men det var prisen for krigen også, og arbejdet skal gøres færdigt. Først og fremmest af hensyn til Irak og den irakiske befolkning. Men også af hensyn til USA, for uden en økonomisk og politisk oprydning af landet med efterfølgende reformer vil USA miste enhver troværdighed i verden mange år frem. MEN USA kan ikke vinde freden alene, og det er ikke tilstedeværelsen i Irak af frygtindgydende lande som Danmark og Honduras, der vil gøre den store forskel. USA's store allierede må på banen, og senest har Frankrig tilbudt sin støtte. Men når udenrigsminister Colin Powell til september går den tunge gang til de i foråret så foragtede 'frøspisere', får han at vide, at FN skal have et reelt ansvar og en stor indflydelse på begivenhedernes gang. Det samme siger FN-generalsekretær Kofi Annan, og det vil også være klogt at holde fast i et par andre principper. USA skal ikke løbe fra regningen, og det internationale samfund skal sikre, at krigen i Irak ikke udvikler sig til en god forretning for amerikanske virksomheder - på irakernes bekostning. Der er også al mulig grund til - som FN har foreslået det - at overveje en køreplan for udviklingen i landet med tidsrammer og terminer for løsningen af de opgaver, der trænger sig på, lige fra genopbygning af skoler til etablering af et demokrati. Det vil give irakerne håb, perspektiver og en tro på, at besættelsen en dag får en ende.