UD OVER det meste af det tidligere Sovjetunionen har mere eller mindre autoritære ledere sat sig tungt på magten. Med de baltiske lande som klare undtagelser er vitale dele af det store demokratiske projekt efter afslutningen på den kolde krig enten slået fejl eller skrider meget langsomt frem. Nogle steder skrider det faktisk slet ikke frem. Det er en tidligere sovjetrepublik som Turkmenistan blandt de klareste eksempler på, ligesom også USA's allierede i krigen mod terror, Usbekistan, styres med hård hånd. Og de autoritære kræfter strækker sig såmænd helt ind i vort eget Europa, hvad dagens omtale af Hviderusland i denne sektion demonstrerer. I snart ti år har landet været anført af den diktatoriske Aleksandr Lukasjenko, der har sat sig det ene mål her i tilværelsen at bevare magten i sit land - koste hvad det vil. DEN HVIDERUSSISKE præsident har forsøgt at give sit styre et skær af legitimitet ved at lade sig vælge ved såkaldt demokratiske valg, men de har aldrig været andet end rene farcer. Der er jævnlige rapporter om undertrykkelse af opposition, kritikere og presse, og det er en undertrykkelse, der antager mange former. Frygt og magt er de redskaber, som holder Lukasjenko ved magten. Det er et problem, vi er nødt til at forholde os aktivt til. Hviderusland ligger lige uden for vor egen dør og er efter den snarlige EU-udvidelse nyt grænseland. Og diktaturer er som bekendt hverken de bedste eller mest stabile naboer, man kan drømme om. VESTEN HAR forsøgt at lægge pres på den hviderussiske præsident, men det meste er prellet af. Og det skyldes ikke mindst, at den tidligere kolonimagt Rusland reelt er den eneste, som kunne gennemtvinge forandringer i Hviderusland, hvis Kreml ellers ville. Rusland er nemlig en af præsident Lukasjenkos eneste forbundsfæller og har sågar visioner om et tættere samarbejde med Hviderusland, hvilket giver Kreml indlysende politiske muligheder for at påvirke udviklingen i Hviderusland. Dertil kommer, at Rusland tegner sig for mere end halvdelen af Hvideruslands samlede eksport, mens to tredjedele af Hvideruslands import kommer fra Rusland. På den front har Kreml nogle stærke instrumenter til at presse Lukasjenko. Foreløbig har den russiske præsident Putin dog fortrængt hensynet til demokrati og hviderussere til fordel for Ruslands egen interesse i at have en sikker vasal på kanten til det udvidede EU. For måske hører den hviderussiske præsident ikke til denne verdens bedste mennesker, men hans afhængighed af Kreml gør ham til en sikker allieret og stødpude mod EU, må regnestykket lyde. Det er ikke bare nedslående for hviderusserne og Europa, men egentlig også for Rusland selv.