58 PROCENT af de adspurgte i gårsdagens Vilstrupmåling havde ikke læst eller hørt om den nye EU-forfatning, på trods af at arbejdet i EU-konventet jævnlig har været omtalt i medierne. Men resultatet er ikke overraskende. Ved hvert valg til EU-parlamentet og hver folkeafstemning - og vi har som bekendt mange - lyder det fra Rikke på S-togs-stationen og Thomas på havnen i Esbjerg, at de ikke ved nok om EU. Hvis vi ikke tager os sammen, vil samme replik om 20 år komme ud af munden på Markus, der i dag slapper af i barnevognen. Politikerne og medierne vil få skylden, og reklamefolk og konsulenter vil endnu en gang slå plat på elendigheden med forslag til, hvordan de mod klingende mønt kan forandre tingenes triste tilstand. Det er rigtigt, at Bruxelles er fjernt herfra, og studiet af en beslutningsproces i EU er for viderekomne. Men mekanismerne i det politiske liv i Danmark er heller ikke enkle, og uden at fornærme danskernes intelligens er det måske relevant at spørge, om alle kender arbejdsgangene i Folketinget, amtsråd eller kommunale forsamlinger. Nej vel, og det politiske system i Danmark har også demokratiske mangler. Men det forhindrer os ikke i at stemme og have en følelse af deltagelse i det demokratiske liv. Det samme gælder ikke EU, og en del af problemet er, at diskussionerne om nye traktater, søjlespring og kompetencekataloger totalt har skygget for, at EU handler om politik. Og at politikere og embedsmænd hver dag tager beslutninger af betydning for vores hverdag og fremtid. POLITIKERNE og til en vis grad pressen bærer en del af ansvaret, selv om flere undersøgelser viser, at den skrevne presse giver et vigtigt bidrag til informationen. Men selve det, at EU er et politisk projekt, er ikke trængt tilstrækkeligt igennem. Det er der til gengæld mulighed for at rette op på nu, for den kommende traktat udmærker sig ved en klarhed, som er et klart brud med de foregående. Samtidig kommer store temaer som udenrigs- og sikkerhedspolitik, udlændingepolitik, indre sikkerhed og økonomisk politik til at fylde langt mere i samarbejdet end hidtil. Det er til at forstå og ikke meget sværere at fatte i den europæiske version end i den danske. Det er hamrende vigtigt, og her bør alle i egen interesse gøre et forsøg på at følge med, for EU er ved i hastigt tempo definitivt at lægge de krumme agurker op på detaljehylden og sætte de tunge temaer i fokus. Men politikerne skal gå forrest, og det skal ske med større ildhu end i de foregående 30 år. I Folketinget beskæftiger en meget lille gruppe medlemmer sig med EU-sager. Det sker meget kompetent, men EU-debatten er begrænset til dem, hvilket de halvårlige folketingsdebatter om EU også afslører på næsten pinlig vis. Vi er langt fra det politiske lederskab, der også i europapolitikken er behov for. Skiftende socialdemokratiske ledere har forsøgt at holde EU-politikken i baggrunden, fordi den i et kvart århundrede splittede partiet, og den nuværende statsminister mærker pustet fra Dansk Folkeparti i nakken og kan samtidig konstatere, at EU-skepsis breder sig i hans eget politiske bagland. MEN NU bliver det svært at gemme sig. Den nye forfatning lægger op til afgørende forandringer af EU, og den inddrager store politikområder, som Danmark får svært ved at holde sig ude fra. Det rejser også spørgsmålet om vores forbehold, så også her er tidligere tiders fedtspil ved at være en saga blot. Med andre ord vil den europæiske virkelighed tvinge de danske politikere til at tage EU mere alvorligt end hidtil, og regningen risikerer at blive høj, hvis de ikke gør det. De har i alt for høj grad overladt initiativet til modstanderne af EU og ikke formået eller turdet vise de politiske perspektiver for Danmark i at deltage helt og fuldt i samarbejdet og præge det, som andre små lande som Luxembourg har formået det. Hermed har de paradoksalt nok også afpolitiseret EU i den danske debat og gjort vores forhold til unionen til et sterilt slagsmål for eller imod. Det har ikke skærpet befolkningens appetit på Europa. Derfor forestår et stort arbejde, hvor politikerne ikke alene skal ud at rydde op i 30 års demagogiske påstande om unionens dårligdomme, men også informere om de nye muligheder og gerne skabe en begejstring og dynamik, som kan sikre et ja til traktaten ved den kommende folkeafstemning. De kunne også opfordre regeringen til at bruge de kommende måneders sidste forhandlinger om forfatningen til at rette op på nogle af dens mangler. I gårsdagens avis pegede fhv. departementschef Jørgen Rosted f.eks. på behovet for en yderligere demokratisering og åbning af det politiske liv i EU som et af de temaer, regeringen kunne skabe interesse om - ude som hjemme. Under alle omstændigheder er der brug for en indsats med helt andre visioner end ved de foregående folkeafstemninger. Konsekvenserne af et nej vil nemlig være uoverskuelige for Danmark, og i sidste ende er det Danmarks placering i Europa, som står på spil. Det kan ikke være svært at forstå. Hverken for politikerne, Rikke eller Thomas.