JOHN ABIZAID er øverstkommanderende for de amerikanske tropper i Irak, og tidligere på ugen udtalte han ordet, der sender kuldegysninger ned ad ryggen på amerikanske soldater, politikere og officerer: guerillakrig. Ganske vist forekommer de irakiske angreb på koalitionsstyrkerne at være tilfældige og uden større gennemslagskraft. Men de dræber og sårer amerikanske soldater og viser verden, at situationen i dele af landet ikke er under kontrol. Der er ikke kun tale om elementer fra det tidligere regerende Baathparti, sagde oberst Eric Wesley fra den pansrede 3. brigade i Irak torsdag. Angrebene er også et resultat af folkelig modstand mod besættelsesmagten og frustration over det kaos, der hersker i dele af landet. Modstanden er også politisk og religiøst betinget, indrømmede han i interview, der brød totalt med den fuldstændig verdensfjerne retorik fra lederne i Washington. VIRKELIGHEDEN i Irak er alvorlig, og flere måneder efter afslutningen af krigen er det svært at få øje på en samlet strategi for en normalisering af landet. Illusionerne om, at de irakiske eksilgrupper kunne spille en rolle i Irak efter Saddam Husseins fald, springer i disse dage i stumper og stykker. Det lader kun til at overraske præsident George W. Bush og hans nærmeste i og uden for regeringen, for uafhængige eksperter og flere europæiske ledere gjorde ham opmærksom på det, længe inden krigen brød ud. De pegede også på kompleksiteten i den irakiske virkelighed, lige fra landets geografi, befolkningssammensætningen, den historiske arv og religionen. Igen blev der ikke lyttet - eller forståelsesniveauet i Det Hvide Hus og omegn var usædvanlig lavt. I dag er det fortsat ikke lykkedes USA at inddrage troværdige og legitime politiske kræfter i bestræbelserne på at rejse landet. Det er karakteristisk, at ro og stabilitet først og fremmest er til stede i de dele af landet, hvor lokale stammeledere har lederskab, eller personligheder fra det tidligere regeringsparti Baath fortsat spiller en rolle.EN ANDEN kilde til amerikansk bekymring er de økonomiske konsekvenser af besættelsen, som er langt større end forudset, og som er en af flere tikkende bomber under den i forvejen kriseramte amerikanske økonomi. Så nu skal USA's allierede træde til med økonomi og soldater. Foreløbig har USA fået den kolde skulder. Ikke blot fra Frankrig, Tyskland og Rusland, men også fra Indien, der sammen med Pakistan kan levere veltrænede tropper. Det er en ringe trøst, at de mellemamerikanske stater sender mindre troppekontingenter. Det batter lige så lidt som det danske bidrag, så længe nationer med en reel militær kapacitet ikke stiller sig til rådighed. Igen er forbavselsen stor i Washington. Men amerikanerne må lære, at nationer som Rusland, Frankrig, Tyskland og andre ikke løber frem som en flok hunde, når ejeren klapper i hænderne. Den tid er forbi, og der er brug for en helt anden stil og politik, hvis USA skal håbe på bistand til at løse opgaverne i Irak. KRITIKERNE af USA's Irakpolitik har svært ved at skjule deres skadefryd. Men der er ingen grund til at glæde sig over fortsat uro i Irak. For det første går det ud over befolkningen, der siden krigen mellem Irak og Iran har levet med lidelser, afsavn og undertrykkelse. For det andet vil fortsat kaos, politisk tomrum og anarkistisk økonomi først og fremmest hjælpe yderligtgående muslimske kræfter i Irak, som ikke har demokrati og respekt for menneskerettighederne højt på deres dagsorden. Et Irak, hvor et minimum af ro kun opretholdes af amerikanske bajonetter, er heller ikke den stabiliserende faktor for regionen, som var et af de officielle amerikanske krigsmål. Naturligvis har amerikanerne ikke haft lang tid til hverken at indsætte en administration, opbygge en ny politisk struktur eller få gang i økonomien. Men sagen er, at udsigterne til bare et minimum af normalisering forekommer at være meget fjerne, og tiden arbejder ikke for USA. DET VISER meningsmålinger, reportager og nyhedsindslag i USA, og stemningen i Storbritannien kan hurtigt vende igen. Tvivlen om selve grundlaget for krigen - eller et af de vigtigste argumenter - vil heller ikke gøre det lettere for præsident Bush og premierminister Tony Blair at mobilisere den nødvendige offervilje i befolkningen eller i deres politiske bagland, hvis indsatsen i Irak kræver flere penge og flere soldater, og hver dræbt soldat vil bidrage til at underminere forståelsen for fortsat besættelse af landet. Som minimum må USA inddrage FN i arbejdet med en genopbygning af landet og via FN inddrage USA's allierede og de lande, der vil og kan påtage sig opgaven. De skal vel at mærke have den nødvendige politiske indflydelse, ligesom USA må arbejde langt mere målrettet end hidtil på gradvis at give irakerne indflydelse og ansvar for deres egen fremtid. Amerikansk enegang var nok til at vinde krigen. Men det er ikke nok til at vinde freden.