ITALIEN ER som bekendt operaens hjemsted. Men kaster man et blik på den politiske situation i Støvlelandet, er der unægtelig mere operette på programmet. I hovedrollen optræder maestro Silvio Berlusconi, ministerpræsident, mediemogul og mangemilliardær. Som bekendt har Italien i denne måned overtaget formandskabet i EU, og næppe var de obligatoriske høflighedsfraser klinget af, før formand Berlusconi anslog den første falske tone. Med en for ham karakteristisk spontanitet foreslog han den tyske europaparlamentariker Martin Schulz at optræde som fangevogter i en koncentrationslejrfilm. Og det tysk-italienske forhold er blevet yderligere anstrengt af, at en minister fra nationalistpartiet Lega Nord har betegnet tyskere som vulgære blonde mennesker. Berlusconi trækker blot på smilebåndet og aflirer nogle halvkvædede viser om, at ordstriden ikke skal tages alt for bogstaveligt. Sådan har Berlusconi det også med lovens bogstav. Onde tunger hævder, at han er glad for at overtage formandskabet med al den rejseaktivitet, det indebærer, fordi han til stadighed skal trækkes med dommere, der efterforsker hans lyssky transaktioner og investeringer. Han er tidligere dømt for ulovligheder i forbindelse med sine forretninger. Man bliver helt svedig ved tanken om, at EU-modstanderne i hans person får et oplagt argument for at opløse unionsprojektet. MEN NETOP Berlusconis person må ikke få lov at overskygge, hvad man i den almindelige skyndsomhed ofte glemmer, nemlig at han ikke tegner hele sit land. Det er en udbredt tendens at identificere et land og dets befolkning med en fremtrædende politisk figur. Efter den model er alle amerikanere 'imperialister' som deres præsident, alle østrigere 'højrepopulister' som Jörg Haider, alle danskere 'fremmedfjendske' som Pia Kjærsgaard og alle cubanere 'frihedsfjender' som Fidel Castro. Som skildret i fredagens avis findes der imidlertid 'et andet Italien', et land præget af en kritisk og liberal humanistisk frihedstradition, som bl.a. anført af den tidligere undersøgelsesdommer Antonio di Pietro ønsker at gøre op med mange års politisk misrøgt, korruption, svindel og skandaler. Dette andet Italien er oppe imod stærke kræfter, f.eks. Berlusconis næsten totale kontrol med pressen, men der er mange, som ikke helmer, før den nuværende lavkomiske forestilling er taget af plakaten. Måtte de ikke kæmpe forgæves.