IGEN i går blev en amerikansk soldat offer for irakiske angreb, og flere blev såret. Den militære situation begynder at blive alvorlig, og politisk er USA langt fra at have greb om situationen i landet flere måneder efter den hurtige militære sejr. Opgaven viser sig at være større, end regeringen havde regnet med, og nu beder USA partnerne i NATO om hjælp. Det vil i realiteten sige Frankrig og Tyskland, for Storbritannien er der i forvejen, og alle andre vil højst kunne yde symbolske bidrag. Uden for NATO-kredsen har Indien sagt nej til at bidrage i en koalition af 'villige' med den begrundelse, at en eventuel indisk deltagelse skal ske inden for rammerne af FN. Samme besked har amerikanerne fået fra Frankrig og Tyskland, der hermed er i fin overensstemmelse med den Irakpolitik, de formulerede allerede sidste efterår. Det understregede den franske udenrigsminister, Dominique de Villepin, med et anstrøg af gallisk sarkasme, for det er amerikanerne, der i øjeblikket er ved at sluge nogle store kameler. Det er de foragtede regeringer i 'det gamle Europa', der nu skal bistå USA, og det er selveste den amerikanske Kongres, som har bedt forsvarsminister Donald Rumsfeld om at gå den tunge vej til Paris og Berlin. Sagen er også principielt interessant. Den viser, at der er grænser for USA's politiske og militære magt, når det handler om at vinde en krig politisk og omdanne en militær sejr til opbygningen af et stabilt, demokratisk samfund i økonomisk udvikling. Foreløbig er der end ikke ro og ordnede forhold i Irak, og kritikere i USA vurderer, at præsident George W. Bush og hans medarbejdere har undervurderet opgaven ganske dramatisk. MEN SELV ikke god europæisk vilje kunne hjælpe amerikanerne. For kendsgerningen er, at NATO næste måned sender 5.500 soldater på fredsbevarende opgaver i Afghanistan. Her står tyske og franske tropper allerede, og de to lande har også enheder på Balkan. Frankrig har også tropper i Elfenbenskysten, og Frankrig leder på EU's vegne en fredsbevarende mission i Congo. Hermed er der udsolgt af soldater, og derfor kan både Frankrig og Tyskland med god samvittighed i første omgang afvise de amerikanske ønsker. Men det afgørende er, at de politiske betingelser ikke er til stede. De handler om amerikansk accept af en aktiv rolle for FN i Irak, ligesom USA må acceptere at dele ansvaret for udviklingen i landet med dets allierede og ikke mindst sætte langt større kraft ind på at støtte og hjælpe politiske kræfter i Irak, som på sigt selv kan overtage vigtige politiske funktioner. Sker det ikke, vil det nuværende magttomrum fortsat eksistere, og de forløbne måneder har vist, at nok så mange amerikanske soldater ikke kan udfylde det. Modstanden mod USA tager tværtimod til, både i form af guerillalignende angreb og politisk afvisning af samarbejde med besættelsesmagten. Så tiden er kommet til nogle radikale skift i den hidtidige amerikanske Irakpolitik. Når de er sket, er europæerne måske rede til at tage et ansvar.