STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen har aldrig lagt skjul på, at han fører politik baseret på holdninger og værdier. Han har ikke været bange for udspil af meget ideologisk karakter, som angrebet på de såkaldte smagsdommere, og han har i flere interview givet udtryk for, at fremtidens politiske slagmark er ideologien og ideerne. I et par helt aktuelle spørgsmål har det dog knebet med udmeldingerne, selv om der er tale om vigtige principielle spørgsmål. Lad os tage Pia Kjærsgaards nu gentagne angreb på Højesteret, som hun anklager for at være en politisk instans, som blandt andet er rettet mod Dansk Folkeparti. Anklagen er alvorlig, for Pia Kjærsgaard er ikke hvem som helst. Det er faktisk hendes mandater, der bragte Anders Fogh Rasmussen til magten, og det er hendes stemmer, der skal sikre ham flere år i Statsministeriet, ligesom Pia Kjærsgaard og hendes parti allerede har haft stor indflydelse på vigtige dele af lovgivningen. I sig selv er det uhørt, at en centralt placeret politiker som Pia Kjærsgaard på denne måde angriber Højesteret og dermed udviser manglende respekt for demokratiets tredeling mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt i samfundet. Men det må også vække bekymring, at regeringen og dens leder forholder sig helt tavse i en sådan situation. DET BURDE være en ren refleks for en politiker af statsministerens format at tage afstand fra disse angreb og dermed signalere, at der er grænser for de verbale overgreb på et fundamentalt element i vores demokrati. En reaktion ville også vise offentligheden, at statsministeren og hans regering også er båret af det gamle - muligvis gammeldags - begreb, som hedder borgerlig anstændighed. Vi har ikke set meget til det, siden regeringen kom til magten i november 2001, men håbet lever stadig, og en afstandtagen fra Pia Kjærsgaards udtalelser havde været en god anledning til at genoplive det. Statsministeren kunne også have fulgt sine borgerlige kolleger i Holland og Luxembourg. De lagde forleden al diplomati til side og tog afstand fra den italienske EU-formand, Berlusconi, i anledning af hans absurde sammenligning mellem en respektabel tysk politiker og fangevogtere i Hitlers kz-lejre. Naturligvis tvinger det ikke Berlusconi til at opgive posten som formand for EU i det næste halve år. Men de to regeringschefer fik markeret, at der også i EU bør være klare grænser for, hvordan selv magthavere kan tale og handle. Det var et sundt træk - og den pludselig så tavse danske statsminister må gerne tage ved lære af kollegerne.