VENSTRES STÆRKE dame, retspolitisk ordfører Birthe Rønn Hornbech, brød i går flere dages pinlig borgerlig tavshed, da hun kort og fyndigt udtrykte sin væmmelse over Pia Kjærsgaards »alt for store optagethed af race og religion«, som hun formulerede det. Udtalelsen var velgørende, for den viser offentligheden, at den borgerlige anstændighed og ansvarsfølelse stadig eksisterer. Men med al respekt - og den er stor - for Birthe Rønn Hornbech, er det - som hun også selv betoner det i dagens avis - blot en skam, at ordene ikke også kommer fra statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han har med total mangel på format og statsmandsprofil valgt at tie, selv om Pia Kjærsgaard med sine angreb på Højesteret og navngivne højesteretsdommere har rettet et frontalangreb mod fundamentale demokratiske principper. Hertil kommer, at Dansk Folkepartis leder nu også sår tvivl om Danmarks vilje til at respektere indgåede internationale aftaler om overholdelse af basale menneskerettigheder. Pia Kjærsgaards udfald er så alvorlige, at de ikke kan affærdiges med et skuldertræk. Lad os minde statsministeren om, at han sidder på Pia Kjærsgaards nåde, hvilket hun ofte minder ham om. Angrebet på Højesteret er ren undergravning af et af fundamenterne i det danske demokrati. Ved at kalde en dom fra Højesteret for »hamrende forkert, hamrende uretfærdig og hamrende politisk« forsøger hun at underminere den dømmende magt i samfundet. Det er uacceptabelt, at lederen af et regeringsbærende parti giver sig af med den slags. Og det er endnu værre, at statsministeren eller ansvarlige ministre ikke har taget sig sammen til at reagere. Vi ved naturligvis godt hvorfor. Statsministeren henviste i Politiken Søndag til, at udlændingepolitikken »har en stærk opbakning i befolkningen«. Det handler om stemmer, og selv når Pia Kjærsgaard bevæger sig langt hinsides almindelig anstændighed, holder statsministeren mund. For et slagsmål med Pia Kjærsgaard kan koste stemmer. SÅ ER DET godt, vi har Birthe Rønn Hornbech, der i denne anledning må finde sig i ros fra Politiken. I går slog hun utvetydigt fast, at regeringen ikke må følge Pia Kjærsgaards krav om dansk opsigelse af vores underskrift på menneskerettighedskonventionen. Men meget karakteristisk valgte formanden for Dansk Folkeparti i går især at fare i harnisk over Birthe Rønn Hornbechs konstatering af, at Dansk Folkeparti er ekstremt fokuseret på menneskers race og religion. Bemærkningen fra Venstres retsordfører sved, for Dansk Folkepartis leder kæmper en energisk, men håbløs kamp for at fremstå som en respektabel politiker. Det image har Venstre og de konservative også haft interesse i at bygge op, fordi regeringen lever på Pia Kjærsgaards nåde. Derfor er det velgørende, når en fremtrædende borgerlig politiker siger tingene ved deres rette navn og uden taktiske overvejelser om de politiske konsekvenser. Det skulle bare siges, og det blev det. Birthe Rønn Hornbech satte også tingene godt på plads, da hun i Politiken Søndag betegnede Pia Kjærsgaards kritik af Højesteret som »et forsøg på at beklikke Højesterets integritet som uafhængig statsmagt«. Der er et mønster i disse sager: Pia Kjærsgaard har ret til at fornærme, håne og ydmyge andre mennesker, føre kampagner mod dem, mistænkeliggøre dem og deres motiver. Samtidig føler hun sig hævet over love, hun ikke bryder sig om. Og hun glemmer Dansk Folkepartis egen militante retspolitik, når hun for eksempel selv bliver taget med et ulovligt våben som en peberspray. Så gælder loven pludselig ikke for hende selv. EGENTLIG er denne linje ejendommelig. For den skygger totalt for Dansk Folkepartis forsøg på at fremstå som et parti med andet på hylderne end udlændingepolitik og frygt for alt, der rækker ud over partiets indskrænkede verdensbillede. Men det er partiets eget problem. Resten smitter derimod af på den øvrige borgerlige lejr og regeringen, der for hver ny Pia Kjærsgaard-sag iklæder sig en brynje af teflon, i håb om at snavset glider af. Men pletterne er tilbage, og plamagerne bliver større og større. De risikerer også for alvor at ramme statsministeren, for han kan ikke fortsat dukke sig. Han kan også hurtigt selv ende som skydeskive for partiet, hvis Pia Kjærsgaard i det næste år med folkeafstemningen om en ny EU-forfatning vælger at genspille succesrollen som 'nej-dronning' fra kampagnen mod euroen i 2000. Alene derfor gør han klogt i at vise vennerne i støttepartiet, hvor grænserne for deres populistiske udfoldelser går, hvis de fortsat vil have indflydelse. Han bør også tage bladet fra munden af moralske grunde. Det begreb sælger muligvis ikke billetter på Christiansborg. Men respekt for demokratiet, tolerance og evnen til at sætte sig igennem, selv når det på kort sigt kan koste, er det stof, statsmænd er skabt af. Birthe Rønn Hornbech har de seneste dage vist vejen. Vi glæder os til, at andre følger efter.