NÅR Kina og Indien taler om at samarbejde, er det ikke 'bare' to historisk rivaliserende ulande, der overvejer at forsone sig. Det er en tredjedel af klodens befolkning og to regionale atommagter, der handler om stabilisering. Regeringerne for de to lande sidder også med en dominerende indflydelse på løsningen af en række eksplosionsfarlige konflikter ikke mindst i Tibet, som Kina har underlagt sig, og i Kashmir, som Indien kontrollerer. Det er to regeringer med nøgler til fred og stabilitet i Fjernøsten og Sydasien. Så langt kan omverdenen kun prise, at regeringerne i de to stormagter nu vil styrke deres handelsmæssige samarbejde, som allerede vokser 30 procent om året, og søge en afklaring på deres endnu ikke fastlagte 3.500 kilometer lange fælles grænse. Ved et topmøde i sidste uge blev det også antydet, at de vil søge en løsning på netop konflikterne i Tibet og Kashmir. Hvis de to regeringer forestiller sig, at de i fællesskab kan diktere en løsning, som meget nemt ville lyde, at Kina 'tager' Tibet, mens Indien 'tager' Kashmir, er det derimod dømt til at mislykkes. Befolkningerne i de to nationer har krav på at blive hørt, og der bliver ingen løsning, uden at også naboen Pakistan er med. MEN SELV om deres stormagtsstatus kan friste regeringerne i Kina og Indien til kun at beskæftige sig med den regionale magtbalance, har de også en kæmpemæssig indenrigspolitisk forpligtelse hver især. Begge regeringer skylder betydelige og urfattige dele af deres befolkninger at få adgang til økonomisk vækst. Begge regeringer skylder også at inddrage en lang række grænseområder i deres nationale udvikling og at respektere flere etniske minoriteters ret til fuld politisk og kulturel frihed. Og det kinesiske regime mangler reelt at tage hul på den demokratisering, som med store problemer, men også med betydeligt held, er blevet et vellykket instrument i Indiens udvikling.