VREDEN OG FORDØMMELSERNE haglede ned over det lille EU-land Østrig, da Frihedspartiet fra den yderste højrefløj i begyndelsen af 2000 blev medlem af landets regering. Straffen for at lukke et parti med fremmedfjendtlige holdninger og et tvetydigt forhold til landets brune fortid ind i regeringsvarmen var sanktioner og almindelig foragt, og den daværende danske regering holdt sig ikke tilbage. Nu overtager Italien formandskabet i EU, og det sker med vanlig festivitas, kindkys og floromvundne taler, som EU-systemet er ekspert i at fabrikere. Men situationen er usædvanlig, for EU-formand Silvio Berlusconi kæmpede indtil for kun to uger siden en desperat kamp mod domstolene for at undgå retssager for sigtelser, han allerede er dømt for tidligere. Alligevel har ikke en eneste af regeringschef Silvio Berlusconis kolleger sat spørgsmålstegn ved hans egnethed til at lede unionen det næste halve år på trods af, at regeringschefens synderegister er langt som en beslutningsproces i EU, og at Østrigs daværende brud på god, demokratisk etikette i EU var småting i sammenligning med virkeligheden syd for Alperne. Et af regeringspartierne i Berlusconis koalition er det tidligere neofascistiske parti. Et andet er åbenlyst fremmedfjendsk, og selveste regeringschefen har i flere år kæmpet med landets domstole for at trække flere sager om korruption, ulovlig partistøtte, bestikkelse og regnskabssvindel i langdrag. Det lykkedes, da parlamentet 18. juni besluttede, at det i fremtiden er umuligt at retsforfølge landets fem politiske topfigurer, så længe de varetager deres embede. Hele denne historie er i sig selv skandaløs og dybt bekymrende for retstilstanden og den politiske moral i et af unionens største medlemslande. Dertil kommer regeringschefens store forretningsinteresser og den hæmningsløse brug af de Berlusconi-ejede tv-kanaler, hvor kampagner og afpresningsforsøg over for dommere og anklagere hører til dagens orden. De samme forhold er ved at gøre sig gældende i det statsejede tv, og det hele er i eklatant modsætning til principperne om magtens tredeling, der siden oplysningstiden for godt 300 år siden har været fundamentet i hele den demokratiske tanke. Det er også i modstrid med de principper om god regeringsførelse, der siden vedtagelsen af de såkaldte Københavnerkriterier for medlemskab af EU står som flammeskrift over EU's forhandlinger med ansøgerlande. I de seneste dage har den europæiske presse med henvisning til sanktionerne mod Østrig ikke været sen til at drage den oplagte konklusion: I EU er nogle mere lige end andre, skrev den ansete tyske ugeavis Die Zeit forleden, og andre påpeger, at det i EU er bedre at være stor end at være lille. DET ER i sig selv galt nok. Værre er konsekvensen for fremtiden. EU får nye medlemslande i maj næste år. Forhandlingerne var lange og hårde, og hverdagen i EU bliver ingen dans på roser for de nye medlemmer. Flere af dem bliver medlemmer på trods af vakkelvorne administrationer, udbredt korruption og fortsatte tendenser til urent politisk spil i dele af det politiske liv. Det forhold kender EU til bunds, og unionen vil holde de nye medlemslande under skarpt opsyn. Dertil kommer, at den nye EU-forfatning også vil tale om god regeringsførelse og muligheden for sanktioner over for de lande, der ikke respekterer disse principper. Alene derfor vil det være helt uacceptabelt, hvis den første underskrift på denne forfatning bliver sat af en mand, der har alvorlige anklager hængende over hovedet, og hvis politiske praksis på mange måder minder om de forhold, EU betegner som dybt kritisable hos de kommende medlemmer. Det er hellere ikke befordrende for EU's anseelse og gennemslagskraft i resten af verden, at EU-formanden i det næste halve år hedder Silvio Berlusconi. Forholdet til USA er mere end anstrengt. EU-LANDENE er ikke kommet sig over uenighederne om Irakkrigen, og økonomien er anstrengt i centrale EU-lande som Tyskland og Frankrig. Endelig venter forude folkeafstemninger i de fleste EU-lande om den nye forfatning, og mange steder - ikke kun i Danmark - vil spørgsmålet om de europæiske lederes og hele konstruktionens integritet, gennemskuelighed og moral blive et vigtigt spørgsmål i debatten. I den situation er der ikke brug for ny splittelse, store armbevægelser eller provokerende meldinger til brug ude eller hjemme. Unionen har brug for lederskab, beslutningskraft og høj moralsk autoritet. Det kan Silvio Berlusconi ikke levere, og det er dybt bekymrende, at hans kolleger i de øvrige EU-lande ikke har turdet eller villet sige højt, hvad store dele af opinionen i Italien og Europa tænker: Den mand er ikke værdig til at stå i spidsen for Den Europæiske Union.