KIRKEMINISTEREN er sat under administration af finansministeren. Bisperne er sat under administration af kirkeministeren. Præsten i Taarbæk er sat under administration af sin biskop. Den danske folkekirke er p.t. trådt i en form for teologisk og finansiel betalingsstandsning. Ondets rod er et uholdbart forhold mellem kirke og stat hertillands. Der bliver ikke ansat nogen ny præst i Taarbæk Kirke, hvis biskop Lise-Lotte Rebel beslutter at fyre den p.t. suspenderede pastor Thorkild Grosbøll. For Finansministeriet har dekreteret ansættelsesstop for folkekirken indtil videre - det vil sige indtil man har fået orden på sin økonomi. Så hvis bispen i Helsingør for at få orden på sin teologi (tror kirken på Gud, eller tror den ikke på Gud?) vælger at skille sig af med sin præst, så får hun ikke en ny. Det er i det hele taget ikke nemt for folkekirken at give Gud, hvad Guds er, og finansministeren, hvad kejserens er. Så det er ganske forståeligt, at stadig større kredse inden for folkekirken ønsker adskillelse mellem kirke og stat. Den nuværende kirkeminister, Tove Fergo, har med sin højst originale embedsførelse sat kolossalt skub i denne bevægelse. Men ligesom folkekirken netop nu forsøger at finde ud af, om og hvordan den tror på Gud, må den også forsøge at finde ud af, hvad problemet med statskirkeordningen overhovedet er. Taler vi bare om en irritation over, at staten blander sig i kirkens økonomi? Eller gør noget mere alvorligt sig gældende, nemlig at det er uholdbart for et moderne demokrati at have en grundlov, som bekender sig til en særlig religion: den evangelisk-lutherske? FOLKEKIRKEN KAN ikke få både i pose og sæk. Hvis den vil have sin økonomiske og teologiske frihed, så kan den ikke fortsætte med at optræde som et statsapparat med dertilhørende privilegier og grundlovssikrede rettigheder. Hvis det skal lyde rigtig overbevisende, når folk som Viborgbispen Karsten Nissen ønsker større adskillelse, så må de gå et skridt videre og anbefale en fuldstændig adskillelse, altså en grundlovsændring. Sådan en ændring gennemføres ikke i en hast eller over en kort årrække. Det er en lang proces, som i Sverige tog 40 år. Og den danske folkekirke kan sikkert skele til de svenske med stort udbytte. Man kan begynde at indrette sig med demokratiske, ansvarlige organer, som kan overtage driften fra staten, når tidens fylde kommer. Og så kan man håbe på, at den endelige adskillelse ligesom i Sverige ender med at forløbe ganske udramatisk.