I GÅRSDAGENS KRONIK her i avisen fremmanede Kristian Thulesen Dahl (DF), der er formand for Folketingets Finansudvalg, endnu en gang det spøgelse, som både han og resten af Dansk Folkeparti har stirret sig blinde på. Denne gang blev den slemme indvandring beskrevet som truslen fra Øst. Under overskriften 'Velfærd i fare' opridsede Thulesen Dahl en fremtid, hvor hundredtusinder af polske og baltiske arbejdere og deres familier, efter at være blevet EU-borgere, flytter til Danmark med det ene formål at malke det danske velfærdssystem for diverse sociale ydelser - og får så meget succes med det, at der opstår et »hasardspil om det danske velfærdssamfund, som generationer ved virksomhed og slid har haft held til at skabe«. INGEN KAN vide, hvor mange mennesker der vil sætte sig i bevægelse som følge af østudvidelsen af Den Europæiske Union, men Thulesen Dahl går tydeligvis efter det ultimative skræmmebillede af udefrakommende horder, der vil nasse på danskernes hårdt frembragte velstand og velfærd. Til sammenligning anslår EU-kommissionen, at kun 200.000-300.000 arbejdere og deres familiemedlemmer vil flytte fra de nye EU-lande til de gamle EU-lande inden for udvidelsens første år. De fleste primært til Tyskland. EU-kommissionen anslår, at Danmark vil modtage godt 1.000 indvandrere fra de nye medlemslande. Retorikken fra Dansk Folkeparti minder om hysteriet fra dengang i begyndelsen af 1980'erne, da en række sydeuropæiske lande var på vej ind i det mere velstående europæiske broderskab, og frygten for konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed var udbredt . Erfaringen fra dengang og frem har gjort bekymringen fuldstændig til skamme. LIGESOM man kan opleve, at folks lyst til at flytte sig efter arbejde kan være temmelig lille, Danmark ikke undtaget, benytter uhyre få EU-borgere sig af bevægeligheden i et omfang, så de går så vidt som at immigrere. Set ud fra et snævert dansk perspektiv er der dags dato flere danskere, der er flyttet til andre EU-lande for at arbejde end omvendt. Og de EU-borgere, der bor og arbejder i Danmark, bidrager i parentes bemærket med et milliardbeløb til samfundshusholdningen. OECD advarer ligefrem de nye EU-lande om, at det vil være deres bedst uddannede, der rejser, og at hjerneflugten kan blive et problem for dem. I forhold til Thulesen Dahls kampagne må hertil tilføjes, at man som bekendt ikke bare kan slå sig ned i Danmark uden at have et job og en arbejdstilladelse, og at de, der får ansættelse og herefter bosætter sig her i landet, naturligvis skal have samme rettigheder som andre gode skatteborgere. Rettigheder, der på en lang række områder, fra dagpenge til efterløn og folkepension, er knyttet til diverse betingelser. Og så er sagens kerne i forbindelse med indvandring, at Danmark ligesom de øvrige EU-lande inden for det næste tiår har brug for massiv indvandring af arbejdskraft, hvis den hidtidige velstand skal kunne opretholdes. Vi er simpelthen for få til at kunne få det til at løbe rundt, hvis ikke vi bliver flere. NÅR DANSK Folkeparti er på banen i forbindelse med konsekvenserne af østudvidelsen, er det, fordi indvandringstemaet, som er partiets eksistensberettigelse, er for nedadgående på den politiske temperaturstand. Indvandring og flygtningespørgsmål er ikke længere politiske temaer, efter at regeringen har strammet udlændingepolitikken i en grad, så en dansker, der vil gifte sig med en veluddannet amerikaner, må bosætte sig i Sverige. Ved at overdrive frygten for estisk, lettisk, litauisk og polsk arbejdskraft får partiet kynisk profileret sig ikke mindst i fagbevægelsen, der længe har ført en forståelig kampagne mod sort østarbejdskraft og naturligvis må insistere på, at udenlandsk arbejdskraft skal arbejde efter de gældende overenskomsttariffer. Østudvidelsen skal fremover være brændstoffet i Dansk Folkepartis nationalchauvinisme. Ligesom Thulesen Dahl er ude i et særligt ærinde, fisker direktøren i arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri, Børge Elgaard, i rørte vande. Han mener, at danske håndværkere må gå ned i løn eller acceptere, at virksomhederne ansætter østeuropæiske byggehåndværkere til mindstelønnen, når de nye EU-lande kommer til næste år. Hvis man vil have et uroligt og polariseret arbejdsmarked og et krav fra arbejdstagerside om, at mindstelønnen bliver hævet dramatisk, kan man kun give Elgaard ret.