NÅR DE POLITISKE partiers uddannelsespolitiske ordførere om kort tid går på sommerferie efter endnu et travlt arbejdsår, vil det ske med følelsen af veludført gerning. I lyset af hvor mange interesser der skulle bøjes mod hinanden, er gymnasiereformen, som faldt på plads i denne uge, trods skønhedsfejl, et godt skridt i den rigtige retning. Også på folkeskoleområdet er der i det forløbne år lagt op til den styrkelse af fagligheden, som både professionelle skolefolk, forældre, politikere - og udenlandske iagttagere har noteret behov for. MEN HVAD MED de store linjer? De grundlæggende tanker, som dominerer den danske uddannelsesfilosofi fra top til bund i uddannelsessystemet? Måske det var tid at gå i flæsket på nogle af de vedtagne sandheder i den næsten hysteriske uddannelseskult, som de mest forskelligartede interesser i det danske samfund hylder? Vi hentyder både til den tendens til individualisering, der under paroler som 'Ansvar for egen læring' ruller gennem uddannelsesinstitutionerne, og til det problem, som professor Erik Jørgen Hansen har peget på, nemlig at vi i Danmark overuddanner os i ekstremt omfang, med det resultat at de, der har de bedste papirer, skubber andre til side, selv om disse er i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer. Som det eksempelvis sker, når ph.d.-kandidater, hvis afhandlinger ikke har et højere niveau, end hovedfagsspecialer havde for femten år siden, skubber cand.mag.er væk, fordi arbejdsgiverne bruger de formelle kvalifikationer som sorteringsredskab. Som det sker, når tusindvis af arbejdsløse kandidater fra humaniora søger job langt under deres kompetence for dog at få et eller andet at rive i og på gøgeungemanér presser ansøgere med mellemlange uddannelser ud. Det, som uddannelsesordførerne passende kunne tænke over, indtil Folketinget åbner igen efter sommerferien, er, om ikke det snart er tid til at tage grundigt fat på en reform af de akademiske uddannelser. Alt for mange håbefulde unge henslæber alt for mange år i åndernes luftige rige. De, og samfundet som sådan, ville være bedre tjent med kompetencegivende bacheloruddannelser af tre-fire års varighed, som efter behov kan blive suppleret med efterfølgende opkvalificering.